Mor tiltalt for at sende pige til Pakistan: Hun kunne stikke af

Kvinderne forlader kun familien som brud eller lig, sagde mor ifølge anklage. Men det afviser hun i retten.

En mor og en stedfar sidder på anklagebænken i Retten i Glostrup, hvor sagen mod dem tirsdag er begyndt. De anklages for ugentlig vold gennem flere år mod kvindens datter og for at have tilbageholdt pigen i tre et halvt år i Pakistan, hvor de angiveligt også skal have forsøgt at tvinge hende til at blive gift med et familiemedlem. (Arkivfoto). <i>Philip Davali/Ritzau Scanpix</i>

En mor og en stedfar sidder på anklagebænken i Retten i Glostrup, hvor sagen mod dem tirsdag er begyndt. De anklages for ugentlig vold gennem flere år mod kvindens datter og for at have tilbageholdt pigen i tre et halvt år i Pakistan, hvor de angiveligt også skal have forsøgt at tvinge hende til at blive gift med et familiemedlem. (Arkivfoto). Philip Davali/Ritzau Scanpix

Da en 15-årig pige rejste med sin mor til Pakistan i februar 2017, endte det med at blive et ophold på tre et halvt år.

I landet blev pigen angiveligt tilbageholdt på forskellige adresser, frataget sit danske pas og forsøgt tvangsgift med et familiemedlem.

Men det er løgn. Sådan lyder det fra den 39-årige dansk-pakistanske mor, der tirsdag er afhørt i Retten i Glostrup, hvor hun er tiltalt sammen med pigens 49-årige stedfar.

- Det passer ikke.

- Det var (datterens navn slettet, red.), der selv bad om, at vi skulle rejse til Pakistan, siger hun.

Moren fortæller på dansk, men får også støtte af en pakistansk tolk. Ifølge hende var datteren fuldt klar over, at der var tale om et længere ophold.

- Hun har selv pakket alle sine ting. Når man pakker alle sine ting, går man ikke på tre ugers ferie, siger moren.

Tiltalen går på frihedsberøvelse, forsøg på ulovlig tvang og mishandling. Moren er desuden anklaget efter en lov, der forbyder genopdragelsesrejser.

I den første del af opholdet i Pakistan - fra marts 2017 og cirka et år frem - blev pigen ifølge anklagemyndigheden låst inde i rum i forskellige huse uden adgang til telefon eller internet. Men det er løgn, mener moren.

- Hun kunne godt stikke af, hvis hun ville, siger hun.

I juli 2017 blev der ifølge anklageskriftet holdt en forlovelsesfest i Pakistan, og datteren blev forsøgt tvangsgift med et familiemedlem. Men pigen, der da var 15 år, nægtede.

- Der skulle være blevet holdt en fest, hvor (pigen, navn fjernet, red.) fandt ud af, at det var en forlovelsesfest, siger senioranklager Peter Godsk.

Han viser samtidig et billede af datteren, der er iklædt en lang kjole.

- Nej, det er Eid, siger moren.

Ifølge anklageskriftet sagde moren efter festen til datteren, at "kvinderne i deres familie kun forlod huset som brude eller lig."

Moren fortæller, at hun har lavet sjov med ægteskab, men den truende sætning har hun aldrig sagt.

- Kan det være noget, du har sagt i sjov?, spørger anklager Peter Godsk.

- Hvem laver sjov med sådan nogle ting?, svarer moren.

Anklageren viser også en besked fra september 2019 på kvindens telefon, hvor hun har skrevet til en person om at finde en ægtemand til datteren.

- Mig og (datterens navn fjernet, red.) lavede sjov, siger moren, der afviser nogensinde at have forsøgt at få datteren gift.

I oktober 2020 kom datteren til Danmark med hjælp fra Udenrigsministeriet.

I sagen er kvindens mand, som hun er separeret fra, også tiltalt. Han bliver afhørt torsdag. Ligesom moren nægter han sig skyldig i alle anklager.

Foruden rejsen skal parret også i omkring fem år have mishandlet datteren. Det handler blandt andet om slag og spark, hvilket de også nægter.

Moren og manden risikerer at miste deres danske statsborgerskab, som de har haft i en årrække. De kræves også udvist.

Dommen ventes senere i juni.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.