Krimi

22-årig motorcyklist mister livet i kollision med personbil

En mand er afgået ved døden som følge af trafikulykke mandag eftermiddag. Nærmeste pårørende er underrettet.

En 22-årig mandlig motorcyklist afgik mandag eftermiddag ved døden efter en kollision med en personbil. (Arkivfoto).
En 22-årig mandlig motorcyklist afgik mandag eftermiddag ved døden efter en kollision med en personbil. (Arkivfoto). Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Opdateret kl. 00:42

En 22-årig mandlig motorcyklist er mandag død i en trafikulykke, hvor han kolliderede med en personbil.

Det oplyser vagtchef Casper Homann fra Østjyllands Politi.

Den afdøde mands nærmeste pårørende er blevet underrettet om ulykken. Ingen i personbilen kom alvorligt til skade i sammenstødet.

Som følge af kollisionen, der fandt sted ved 16.30-tiden på Ulstrupvej mellem Ulstrup og Langå sydvest for Randers, var Ulstrupvej mandag eftermiddag og tidligt aften spærret i begge retninger.

Omkring klokken 19.30 blev der åbnet igen, da politiet var færdig med en række undersøgelser, oplyser vagtchefen.

Blandt andet har en bilinspektør været på stedet.

Natten til tirsdag ved politiet endnu ikke, hvad årsagen til ulykken var.

- Vi ved kun, at bilisten skulle svinge til venstre, og at manden kom forfra. Det skete på en landevej med meget spredt bebyggelse langs med, siger vagtchef Chris Mose.

Anmeldelsen indløb 16.31.

- Der kom en lægebil og en ambulancebil frem og erklærede ham død derude, siger Chris Mose.

Der er ikke umiddelbart nogen mistanke om alkoholpåvirkning. Bilinspektørens rapport skal vise, om nogen skal sigtes i sagen.

- Her vil der også komme en form for vurdering af hastigheden. Men det tager noget tid, inden den er klar, siger Chris Mose.

En bilinspektørs opgave er at undersøge alvorlige trafikulykker. Bilinspektøren kan blandt andet vurdere, hvor hurtigt der er blevet kørt, eller om der er foretaget opbremsning eller lignende.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden