Passager på motorcykel dræbt i ulykke på Midtjyske Motorvej
Et alvorligt færdselsuheld mellem Vejle og Give medførte, at en person på motorcykel blev dræbt.
Opdateret kl. 01:35
En kvinde er omkommet i forbindelse med et færdselsuheld på Midtjyske Motorvej mellem Vejle og Give søndag aften.
Den 84-årige kvinde var passager på en motorcykel, som kørte galt, oplyser vagtchef ved Sydøstjyllands Politi Rune Nielsen.
Føreren - en 59-årig mand - er blevet bragt til Aarhus Universitetshospital i Skejby.
Politiet kender natten til mandag ikke nærmere til hans tilstand, men siger, at han er uden for livsfare.
Ifølge TV Syd blev begge personer fløjet væk fra ulykkesstedet i en helikopter.
De indledende undersøgelser på stedet peger i retning af, at der ikke var andre trafikanter involveret i ulykken.
Politiets teori er, at motorcyklen ramte en afspærring og kørte galt.
- Der var sat nogle kegler med lys op, i forbindelse med at vejen skulle snævres ind på grund af noget arbejde på vejen, siger vagtchef Rune Nielsen.
Sydøstjyllands Politi advarede søndag aften bilister i politikredsen om, at man midlertidigt måtte spærre motorvejen mellem Vejle og Give i vestlig retning.
Det skete på grund af et færdselsuheld, der blev betegnet som "alvorligt".
Anmeldelsen indløb klokken 19.23, og vejen blev genåbnet ved 22.30-tiden.
Men afspærringen betød, at vestgående trafik fra Vejle i nogle timer skulle køre af ved afkørsel 4 og først kunne komme på motorvejen igen ved afkørsel 6.
Det betød ifølge Vejle Amts Folkeblad, at der opstod kø på op mod en halv time på strækningen.
/ritzau/
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.