Mystisk lugt på nordjysk slagteri: Kemisk beredskab på vej

Det er endnu ukendt, hvad der er skyld i lugten, men angiveligt udgør den ingen fare

 <i>Arkivfoto.</i>

Arkivfoto.

SÆBY:En mystisk lugt på slagteriet Danish Crown i Sæby er skyld i, at flere myndigheder er til stede i byen - og har været det i efterhånden mange timer.

Det oplyser vagtchef ved Nordjyllands Politi, Ole Buus. 

Anmeldelsen om en mystisk lugt i et teknikrum på slagteriet kom fredag eftermiddag. Siden har politiet og beredskabet var til stede på adressen for at finde ud af, hvad der er årsag til den mystiske lugt. 

Klokken 21.00 - efter godt syv timer på stedet - har det ikke været muligt at opklare, hvad der er skyld i lugten. Derfor er der nu tilkaldt assistance fra København. 

- Kemisk Beredskab er på vej til stedet fra København. Deres ekspertise skal hjælpe med at opklare, hvad der er årsag til lugten, siger vagtchefen. 

Kemisk Beredskab er et ekspertberedskab under Beredskabsstyrelsen. Ved kemiske udslip kan de kan yde støtte til indsatslederen på stedet. 

Vagtchefen understreger, at beredskabets første målinger viser, at lugten langt fra er faretruende og dermed ikke udgør nogen fare for beboerne i lokalområdet.

- Men for en sikkerheds skyld har man valgt at tilkalde Kemisk Beredskab, siger vagtchefen. 

Kemisk Beredskab vil være på stedet omkring klokken 22.00, hvor de vil gå i gang med de kemiske målinger. Det er uvist, hvornår myndighederne vil være færdig på stedet.

Lørdag formiddag, fortæller vagtchef ved Nordjyllands Politi, Bruno Brix, at Kemisk Beredskab har målt formaldehyd i luften - dog ikke i en koncentration, der er farlig eller som kræver yderligere tiltag.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.