Narkohandel

Narkoring optrevlet: Nordjysk storkriminel skal ni år i fængsel

En 46-årig mand og kendt navn i den kriminelle underverden er dømt for sin rolle i omfattende narkohandel

Foto: Henrik Bo

Endnu en af de "store fisk" i narkoverdenen er blevet idømt en lang fængselsstraf, efter det lykkedes politiet at optrevle den krypterede kommunikationstjeneste Sky Global.

46-årige Janus Kastbjerg fra Nordjylland er onsdag idømt ni års ubetinget fængsel for sin rolle i handlen med 10 kilo amfetamin, fem kilo kokain og 472 kilo hash. 

Den 46-årige er ikke et ubeskrevet blad i den nordjyske underverden. Han har tidligere været medlem af HA-støttegruppen AK81 og har siden haft relation til bandemiljøet i Nordjylland. Han er tidligere straffet for omfattende narkokriminalitet - blandt andet i 2011, hvor han blev fik syv et halvt års fængsel for handel med over syv kilo amfetamin.

Sag startede med bagmand

I den nye sag er han dømt for at være en del af en narkoring, der brugte krypteringstjenesten Sky Global til at styre den omfattende narkohandel. 

Men i oktober 2022 fik politiet fat i beskeder fra tjenesten, og derfra startede en større efterforskning.

Den første, der blev dømt i sagskomplekset var en 48-årig mand fra Aarhus - som menes at være bagmand - der i maj fik 12 års fængsel for at have styret narkoringen - endda mens han sad i fængsel. 

Og det var altså den sag, der ledte politiet på sporet af den 46-årige nordjydes profil på det krypterede netværk, fortæller anklager Kim Kristensen.

Fungerede som mellemmand

I Retten i Aalborg tilstod den 46-årige alle forhold om narkohandlen, der fandt sted i 2020 og 2021. Han forklarede, at han fungerede som en form for mellemmand på den krypterede tjeneste, hvor han satte køber og sælger i forbindelse med hinanden, fortæller Kim Kristensen.

Det var dog ikke kun narkohandel, han var en del af. Den 46-årige var også mellemand, da der i december 2020 blev handlet en 9 mm pistol med lyddæmper.

Her forklarede han i retten, at han ikke vidste, hvad pistolen skulle bruges til, fortæller Kim Kristensen. Og i det hele taget forklarede den 46-årige kun om sin egen rolle og nævnte altså ingen navne på andre i narkoringen.

Trusler og smuglercigaretter

I dommen på ni års fængsel er også et forhold på forsøg på ulovlig tvang. I maj 2023 forsøgte den 46-årige nemlig at få en person til at betale 252.000 kroner til det firma, den 46-årige var ansat i på det tidspunkt.

Ifølge den 46-åriges forklaring i retten var han bange for, at han ikke kunne få udbetalt løn, og derfor valgte han - på eget initiativ - at true med vold for at få personen til at betale firmaet.

Pengene blev dog aldrig betalt, og personen anmeldte i stedet forholdet til politiet.

Endelig er den 46-årige også blevet dømt for at have solgt over 600.000 smuglercigaretter til en værdi af omkring en million kroner. 

Han valgte at modtage dommen.

Gå til relaterede emner

Forsiden