Krimi

Nedrivningsarbejder ramt af betonklods og er i kritisk tilstand

En nedrivningsarbejder er fløjet til hospitalet, efter at han er blevet ramt af en betonklods i Kolding.

En mand er i kritisk tilstand, efter at han torsdag er blevet ramt af en betonklods i forbindelse med nedrivningen af et højhus i Kolding.

Det oplyser vagtchefen hos Sydøstjyllands Politi.

Manden er blevet fløjet til Odense Universitetshospital i en lægehelikopter, hvor han er bragt til behandling.

Vagtchefen kan ikke oplyse yderligere om, hvilke skader manden har pådraget sig.

Manden er nedrivningsarbejder, og ulykken skete i forbindelse med nedrivningen af et nedslidt højhus på Kløvervej i Kolding.

Politiet fik anmeldelsen klokken 11.41 og rykkede efterfølgende ud til stedet.

Ved politiets ankomst var den ramte nedrivningsarbejder ved bevidsthed.

Politiet er fortsat til stede i området.

Sydøstjyllands Politi oplyser, at Arbejdstilsynet er orienteret om hændelsen.

Tilsynet skal nu undersøge de nærmere omstændigheder ved ulykken.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden