Nicki Bille dømt for vold på klub: Overvågning viste meget lidt

Eksfodboldspilleren nægtede sig skyldig i vold, og han overvejer nu at anke dommen til landsretten.

Nicki Bille har spillet tre landskampe for Danmark. Han stoppede dog sin professionelle karriere i Lyngby i 2018. Her ses han til Reality Awards tidligere i år. (Arkivfoto). <i>Philip Davali/Ritzau Scanpix</i>

Nicki Bille har spillet tre landskampe for Danmark. Han stoppede dog sin professionelle karriere i Lyngby i 2018. Her ses han til Reality Awards tidligere i år. (Arkivfoto). Philip Davali/Ritzau Scanpix

Der er dansegulv på fjernsynet i et af Københavns Byrets lokaler.

Det er utydelige sorthvide overvågningsbilleder fra natklubben Dorsia i København natten til 7. november sidste år, hvor den før professionelle fodboldspiller Nicki Bille ifølge tiltalen slår en klubgæst i hovedet med en knyttet næve.

- Det er oppe i det her område, man skal se, siger anklageren og gestikulerer mod den bageste del af det tætpakkede dansegulv.

Første gang videoen afspilles, når selve episoden at udspille sig, uden hverken forsvarer, anklager eller dommerne har opfanget, at der skulle være sket noget.

Det er sjældent særlig meget, forsvareren og anklageren kan blive enige om i en straffesag. Men her er de i hvert fald enige om, at overvågning af episoden er dårlig.

- Det var godt nok ikke meget, man kunne se der, siger en domsmand, da klippet genafspilles.

Overvågningen er ikke eneste bevis i retten. Også to vidner er indkaldt.

Det er manden, der blev slået, og hans kammerat. Begge fortæller, at der efter noget tumult på dansegulvet bliver langet en arm ind over kammeratens ene skulder, og en knyttet næve rammer den forurettede mand i hovedet, beskriver de.

Hvor slaget præcist rammer, er der uenighed om, men den forurettede siger, det ramte ham lige over venstre øre.

- Jeg vender mig om lige med det samme og ser, at han (Nicki Bille, red.) trækker knytnæven til sig og ser meget aggressivt på mig.

- Han kigger mig dybt i øjnene ... lidt truende, siger den unge mand.

Nicki Bille kan ikke selv afgive forklaring i byretten onsdag. Han er syg. Men da han ikke har kunnet få en lægeerklæring inden retsmødet, har retsformanden besluttet, at sagen må gå i gang uden ham.

Han nægter sig dog skyldig, fortæller hans forsvarer, Asser Lyngs Gregersen.

Anklageren mener, at retten bør kende eksfodboldspilleren skyldig og idømme ham seks måneders ubetinget fængsel samt et forbud mod at deltage i nattelivet i et år.

- I dag har vi at gøre med et fjerdegangstilfælde af vold, og taksten stiger, når man gør det igen og igen og igen, siger anklageren.

Dommene for vold er Nicki Bille idømt i 2015, 2019 og 2020. Han er også dømt i 2021 for blandt andet at have forårsaget et færdselsuheld, men han er ikke dømt for vold i den sag.

Asser Lyngs Gregersen, der er forsvarer for Nicki Bille, vil have ham frikendt.

- Der er ikke tvivl om, at der er sket et eller andet ud over dansen på nattegulvet. Spørgsmålet er, om Nicki Bille har været aktiv i det.

- Vidnerne er ikke i tvivl om, hvem Nicki Bille er, men det er ikke ensbetydende med, at det er ham, der slår. De siger også begge, at de står med ryggen til, siger forsvareren.

Kort før klokken 12 har en enig domsmandsret kendt Nicki Bille skyldig i vold. Den har lagt vægt på blandt andet vidneforklaringen om synet af armen, der trækkes tilbage efter slaget.

Dommen lyder på fem måneders ubetinget fængsel og et forbud mod at deltage i nattelivet i seks måneder fra endelig dom

Dommen vil nok blive anket til landsretten, lyder det fra forsvareren.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden