Nu er tre mænd og en kvinde sigtet i McDonald's-sag
De sigtede har perifært kendskab til hinanden, oplyser lokalpolitiet i Thisted
THISTED: Der er nu i alt fire sigtede i forbindelse med et overfald på en 21-årig mand ved McDonald's på havnen i Thisted natten til 16. juli.
Det oplyser lokalpolitiet i Thisted.
Allerede først på ugen kunne Midt- og Vestjyllands Politi, med assistance fra Syd- og Sønderjyllands Politi, foretage sigtelse af en 23-årig mand, der er hjemmehørende i Varde.
Og nu er der altså yderligere tre personer, der ud fra forhør, videomateriale og efterforskning er blevet identificeret som implicerede i episoden.
Der er tale om en 23-årig mand, en 18-årig mand og en 20-årig kvinde, alle bosat i Thy.
Politiet er fortsat i gang med efterforskning i sagen, og politikommissær Henrik Jensen fortæller, at man forventer at kunne sigte yderligere et antal personer i sagen.
Som det tidligere er oplyst, fandt overfaldet sted på havneområdet i Thisted, efter den 21-årige mand, der er ansat på McDonald's, havde været med til at bortvise de sigtede fra restauranten.
Den 21-årige fik tildelt slag og spark, ligesom en kvinde, som den 21-årige var i selskab med, blev ramt af et slag. Politiet har oplyst, at ingen af de involverede kom noget alvorligt til ved overfaldet.