Ny strategi: Rederi ændrer kurs fra Hirtshals

- Rejsende og fragtkunder skal have et endnu bedre tilbud, oplyser Fjord Line

Fjord Lines fire danskflagede skibe beskæftiger i alt 400 danskere. Her ses ”Bergensfjord”, der sejler mellem Hirtshals, Bergen, Stavanger og Langesund.  Foto: Fjord Line

Fjord Lines fire danskflagede skibe beskæftiger i alt 400 danskere. Her ses ”Bergensfjord”, der sejler mellem Hirtshals, Bergen, Stavanger og Langesund. Foto: Fjord Line

HIRTSHALS:Kampen om kunderne på færgeoverfarten mellem Hirtshals og Kristiansand bliver skærpet, når rederiet Fjord Line om nogle måneder genoptager sejladsen mellem Nordjylland og Sydnorge.

For det sker med en væsentlig ændring på programmet.

Fremover dropper rederiet sejladserne til Langesund for i stedet at fokusere udelukkende på overfarten mellem Hirtshals og Kristiansand.

Det oplyser rederiet i en pressemeddelelse. 

- Dette er et strategisk skridt for at sikre et endnu bedre tilbud til de rejsende og fragtkunderne på den korteste sejlstrækning mellem Norge og kontinentet, oplyser Brian Thorsted Hansen, administrerende direktør for Fjord Line.

Fjord Line

  • Fjord Line blev grundlagt i 1993 og er i dag Norges næststørste færgerederi inden for international passager- og godstrafik mellem Norge, Sverige og Danmark med en markedsandel på 21 procent.
  • Rederiet har fire skibe, opererer på tre færgeruter, beskæftiger omkring 700 årsværk og fragter mere end 1,4 millioner passagerer årligt.
  • Ud over passagertrafik tilbyder rederiet også fragt af specialkøretøjer og gods.

Kilde: Fjord Line

I forvejen sejler rederiet Color Line på overfarten med sine to hurtigfærger SuperSpeed 1 og SuperSpeed 2.

Siden slutningen af december har Fjord Line-færgerne M/S Stavangerfjord og M/S Bergensfjord været ude af drift for at blive bygget om til at kunne sejle på Marine Gas Oli MGO og ikke alene på flydende naturgas LNG, som de blev bygget til.

Det er gasprisernes himmelflugt, der fik rederiet til at træffe den beslutning, og med det øgede fokus på at betjene ruten Hirtshals-Kristiansand håber rederiet på at vende stærkt tilbage, når ombygningen er afsluttet.

- Ændringen medfører en højere frekvens, helårstilbud mellem Kristiansand og Hirtshals, og at vores kunder fremover kan vælge at sejle med både søsterskibene MS Stavangerfjord/MS Bergensfjord og højhastighedskatamaranen Fjord FSTR, siger Brian Thorsted Hansen.

Fjord Line har sejlet på ruten Hirtshals-Langesund siden 2014, men det er altså slut nu.

- Rejsende, der allerede har booket afgange til eller fra Langesund, vil blive ombooket til at rejse til eller fra Kristiansand. Hvis dette ikke ønskes, kan de vælge at få refunderet rejsen eller få et gavekort, som kan bruges til en anden rejse. Vi beklager naturligvis meget over for de kunder, der bliver berørt af dette, siger Brian Thorsted Hansen.

Fjord Lines øvrige ruter bliver ikke påvirket af ændringerne.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden