Krimi

Ny tiltale i sag om stort fupnummer i betting-forening

Hundredvis af medlemmer af spilleforening mistede penge. Endnu en mand er nu tiltalt for rolle i sagen.

Retten i Lyngby skal behandle sagen mod en mand, der er tiltalt for at have medvirket til omfattende svindel i en spilleforening. Der er endnu ikke fastsat datoer for sagen. (Arkivfoto).
Retten i Lyngby skal behandle sagen mod en mand, der er tiltalt for at have medvirket til omfattende svindel i en spilleforening. Der er endnu ikke fastsat datoer for sagen. (Arkivfoto). Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Opdateret kl. 13:56

Et organiseret fupnummer førte sidste år til en længere fængselsstraf til hovedmanden bag spilleforeningen Optimizer, der blev dømt for svindel for mere end 900 millioner kroner.

Nu er endnu en mand blevet tiltalt i sagen, som har ført til, at hundredvis af borgere mistede store pengesummer.

Det fremgår af et anklageskrift, som Ritzau har fået aktindsigt i, at han er tiltalt for medvirken til groft bedrageri.

Manden, der også skal have haft en rolle i foretagendet, er tiltalt for medvirken til, at 751 medlemmer af Optimizer blev snydt.

Ifølge anklageskriftet oplyste manden til medlemmerne, at deres indskud til foreningen ville blive brugt til betting på sportskampe, hvilket ikke var sandt.

Han fortiede angiveligt også oplysninger om, at formanden for foreningen havde brugt en væsentlig del af tidligere indskud på uvedkommende formål - som eksempelvis investering i ædelsten.

Derfor er han blevet tiltalt for at have medvirket til, at medlemmer skød knap 136 millioner kroner ind i foreningen, og at de mistede mindst 102,5 millioner kroner.

Svindelmodellen var en form for pyramidespil - som kaldes for et "Ponzi scheme", som er en form for investeringssvindel, hvor medlemmer betales med nye medlemmers indskud.

Optimizer blev stiftet i 2011, og fidusen var, at den skulle give investorerne høje afkast, og at afkastene var skattefrie.

I få år blev der spillet og udbetalt afkast fra spil. Men hurtigt begyndte foretagendet at give underskud. Men investorerne fik stadig udbetalt penge. Pengene kom bare ikke fra gevinster, men fra nye investorers indskud.

Hovedmanden, Christian Hansen - tidligere Christian Machholdt Østergaard - blev i december 2024 idømt fem år og seks måneders fængsel, da han tilstod.

Foruden ham var tre andre sigtet i sagen. Den ene er altså nu tiltalt, mens sigtelsen mod de andre er droppet.

Den ene af de to andre er dog fortsat sigtet for hvidvask i en anden sag.

Den nu tiltalte mand er beskyttet af navneforbud. Sagen imod ham er endnu ikke berammet.

Han nægtede sig skyldig, da han tilbage i januar 2024 blev fremstillet i grundlovsforhør. Dengang lød sigtelsen dog på et noget højere beløb på 573 millioner kroner. Han blev varetægtsfængslet, men siden løsladt.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden