Ny udvikling: Tyve stjæler færre men dyrere cykler

Antallet af anmeldte cykeltyverier er halveret siden 2010, men tyvene stjæler til gengæld dyrere cykler.

Antallet af anmeldte cykeltyverier var sidste år rekordlavt. Men brancheorganisationen Forsikring & Pension oplyser, at cykeltyvene nu ser ud til at gå efter dyrere cykler. (Genrefoto). <i>Henning Bagger/Ritzau Scanpix</i>

Antallet af anmeldte cykeltyverier var sidste år rekordlavt. Men brancheorganisationen Forsikring & Pension oplyser, at cykeltyvene nu ser ud til at gå efter dyrere cykler. (Genrefoto). Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Antallet af anmeldte cykeltyverier er rekordlavt og halveret siden 2010.

Til gengæld er det de dyrere cykler, som tyvene nu går efter.

Det oplyser brancheorganisationen Forsikring & Pension.

Den gennemsnitlige erstatning for en stjålet cykel er på ti år steget fra 3969 kroner til 6195 kroner.

- Tallene viser med al tydelighed, at tyvene går benhårdt efter cykler i den dyre ende af prisskalaen. For eksempel racercykler, mountainbikes, elcykler og ladcykler, siger underdirektør Pia Holm Steffensen.

Sidste år blev der ifølge Danmarks Statistik stjålet 27.312 cykler landet over.

Det er det laveste nogensinde og en halvering i forhold til 2010, da der blev stjålet flere end 53.000 cykler.

Men cykeltyvene har til gengæld fået smag for dyrere cykler.

- Lejlighedstyverierne, hvor cykeltyven har brug for et simpelt transportmiddel her og nu, findes stadig – men de falder.

- I stedet går det hårdere og hårdere ud over cykler, som er dyre, og som kan omsættes som hælervarer, siger Pia Holm Steffensen.

Hun vurderer, at organiserede cykeltyverier fylder mere end tidligere.

Derfor ønsker branchen et tættere samarbejde med politiet om at sætte ind over for de professionelle og organiserede tyverier.

- Vi skal gøre det svært for cykeltyvene på flere fronter. For det første gøre det svært at stjæle cyklen. For det andet gøre det lettere for cyklen at finde tilbage til rette ejermand.

- Men - og det er lige så vigtigt - gøre det svært for tyvene at komme af med cyklen. Her vil vi gerne gå sammen med politimyndighederne om at gøre livet langt sværere for de organiserede cykeltyve, siger Pia Holm Steffensen.

Brancheorganisationen ser gerne, at cykeltyverier rykker endnu højere op på politiets dagsorden.

- Vi rækker ud efter politiet og prøver at få et mere systematisk samarbejde i gang. Det handler både om at forebygge, men også om at spore, når cyklerne er blevet stjålet og typisk bliver fragtet ud af landet, siger administrerende direktør Kent Damsgaard.

Han understreger, at man som cykelejer selv kan gøre en del, for at cyklen ikke bliver stjålet.

- På den korte bane handler det om, at vi alle sammen sørger for at få låst cyklen godt og grundigt. Og hvis det er en dyr cykel, så få den også gerne låst til en lygtepæl eller til cykelstativet, siger Kent Damsgaard.

Derudover er det en god idé at tjekke med sit forsikringsselskab, om man er ordentlig dækket, hvis man har en kostbar cykel.

Hvis man køber en ny cykellås, skal man også huske at gemme låsebeviset - det såkaldte varefaktakort. Det skal kunne vises i udfyldt stand til forsikringsselskabet, hvis man vil have erstatning ved tyveri af cyklen.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.