Nye regler fjerner loft for godtgørelse ved digitale krænkelser

Loftet for godtgørelse i digitale sexkrænkelser bliver fjernet. Krænkelser kan nu vurderes selvstændigt.

Et loft for, hvor mange gange ofre i sager om digitale krænkelser, skal kunne få godtgørelse, er nu afskaffet. Det er Folketinget, som har vedtaget nye regler på området, skriver Justitsministeriet i en pressemeddelelse.

Når en gerningsmand dømmes for at dele et krænkende billede, vanker der ud over en straf også et krav om at betale en såkaldt tortgodtgørelse. Det er en slags økonomisk plaster på såret til offeret.

Men i sager, hvor billeder cirkulerer og deles igen og igen, har Højesteret tidligere bestemt, at der måtte være en øvre grænse for, hvor meget et offer samlet set kunne få.

Dermed har gerningsmænd kunnet dele krænkende billeder, uden at det fik en økonomisk konsekvens, hvis altså offeret tidligere havde nået loftet for godtgørelse.

Men det er slut med de nye regler. De betyder, at et offer kan opnå godtgørelse for hver eneste krænkelse.

Ifølge advokat med speciale i sager om digitale krænkelser og partner hos NJORD Law Firm Miriam Michelsen kommer ændringen til at gøre en kæmpe forskel for de ofrene.

- For de forurettede er det her et meget vigtigt signal at sende dem. For der er ikke tale om solidarisk hæftelse i de her sager. Det er forskellige personer, der begår forskellige forbrydelser, på forskellige tidspunkter, på forskellige platforme, fra forskellige steder i landet.

- Så det at have betragtet det som én samlet tortgodtgørelse for alle de krænkelser, de forurettede bliver udsat for, det har ikke været rimeligt. For mange ofre kan de digitale krænkelser fortsætte resten af deres liv, siger hun.

Loftet var baseret på en afgørelse fra Højesteret i den såkaldte Umbrella-sag. Her blev erstatnings afvist i seks sager, fordi det blev vurderet, at man på et tidspunkt er blevet kompenseret for den samlede tort, man har lidt.

Retten udelukkede dog ikke erstatning i fremtidige, særlige sager. Alligevel mener Miriam Michaelsen, at det er et farligt signal at sende, fordi det kan komme til at se ud som om, man kan krænke "gratis".

Men det gør torsdagen regelændring op med.

- Det har et klart signal, der hedder, uanset hvornår du begår den her form for forbrydelse, uanset hvornår du krænker et andet menneske på nettet, så skal du betale en tortgodtgørelse for den specifikke krænkelse, du begår.

- Du får ikke rabat fordi, bare fordi du er nummer 10, 15 eller 20. Alle gerningspersoner der udsætter ofre for alvorlige og grove digitale krænkelser, kan nu med den her lovændring blive pålagt at betale for den krænkelse de hver især har begået, siger hun.

Loven træder i kraft den 1. juli.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.