dommer

Nyt retsmøde mandag i processen mod Lars Findsen

Østre Landsret har sagt "om igen" til Københavns Byret om en afgørelse om vilkårene for Findsens forsvarere.

Sagen mod Lars Findsen føres af anklagerne Kia Reumert og Torben Thygesen. Her ses de ved et tidligere retsmøde i Københavns Byret om varetægtsfængsling af den hjemsendte chef for Forsvarets Efterretningstjeneste. (Arkivfoto).
Sagen mod Lars Findsen føres af anklagerne Kia Reumert og Torben Thygesen. Her ses de ved et tidligere retsmøde i Københavns Byret om varetægtsfængsling af den hjemsendte chef for Forsvarets Efterretningstjeneste. (Arkivfoto). Martin Sylvest/Ritzau Scanpix

Tre måneder efter anklagemyndigheden rejste tiltale mod den hjemsendte chef for Forsvarets Efterretningstjeneste, Lars Findsen, er det endnu ikke afklaret, hvornår og hvor processen skal finde sted.

Heller ikke arbejdsvilkårene for Lars Findsens forsvarere er på plads.

Mandag er der retsmøde i Københavns Byret. Emnet er "tvistigheder", som det hedder i retsplejeloven.

Det var midt i september, at tiltalen blev udfærdiget.

Fem gange skal Lars Findsen have røbet statshemmeligheder. Og i et enkelt tilfælde beskyldes han for i en telefonsamtale at have overtrådt en bestemmelse i straffeloven om tavshedspligten.

To gange skal han have givet journalister hemmelige oplysninger. Også familiemedlemmer og den tidligere rigspolitichef Torsten Hesselbjerg skal han have sat ind i dybt fortrolige sager, har flere medier rapporteret.

Den 58-årige jurist nægter sig skyldig.

Det er ikke ligetil at få sat skub i sagen i retten. Flere uenigheder mellem Lars Findsens forsvarere og anklagemyndigheden skal afklares først.

Det har tidligere være fremme, at der for eksempel er uenighed om vilkårene for forsvaret af Findsen.

Nemlig om advokaterne Lars Kjeldsen og David Neutzsky-Wulff skal overholde nogle skrappe betingelser i et såkaldt sikkerhedscirkulære i forhold til sagens papirer.

Det indebærer, har Advokatrådets formand og Advokatsamfundets generalsekretær oplyst i en kronik i Berlingske, at de to forsvarere ikke må omtale hemmeligstemplede dokumenter for vidner, eksperter eller andre i sagen.

"Det gør det ifølge forsvarerne næsten umuligt at forberede og efterforske sagen," lød det.

Forsvarerne føler sig bundet på hænder og fødder og mener sig ude af stand til føre et uafhængigt forsvar, oplyste Advokatrådet og Advokatsamfundet i kronikken.

Imidlertid har Østre Landsret for nylig besluttet at ophæve en kendelse, som Københavns Byret tidligere har afsagt om sikkerhedscirkulæret.

Om igen, har landsretten sagt. Spørgsmålet er hjemvist til byretten.

En anden uenighed drejer sig om valget af domstol. Forsvarerne vil have sagen flyttet væk fra Københavns Byret, men hverken byretten eller landsretten har nikket til kravet.

Muligvis skal dette spørgsmål vurderes en tredje gang i retssystemet, altså af dommerne i Højesteret. Om det skal ske, skal Procesbevillingsnævnet nu afgøre.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden