Krimi

Omkring 20 personer blev evakueret fra bygning i København

Brandvæsen og politi var torsdag i gang med en større indsats, efter at 20 personer fik det dårligt.

Politi og beredskab var til stede i Store Kongensgade, hvor mindst 20 personer er blevet evakueret.
Politi og beredskab var til stede i Store Kongensgade, hvor mindst 20 personer er blevet evakueret. Steven Knap/Ritzau Scanpix

Opdateret kl. 17:21

Brandvæsen og politi evakuerede torsdag eftermiddag cirka 20 personer fra en bygning på Store Kongensgade i København.

Det skriver Ekstra Bladet med henvisning til oplysninger fra Københavns Politi.

Politiet har torsdag eftermiddag forladt stedet, og "indsatsen er lukket ned", siger vagtchef Mads Østermark til Ritzau kort efter klokken 17.00.

Flere personer i bygningen oplevede kløende øjne og hoste, men årsagen til det er ikke kendt på nuværende tidspunkt.

Omkring ti køretøjer fra både politi og beredskab var til stede i gaden torsdag eftermiddag. Også en enkelt ambulance holdt parkeret.

- De har fået det dårligt. Vi er ved at undersøge, hvad årsagen er, sagde vagtchefen til Ekstra Bladet.

Samtidig bevægede flere fra beredskabet sig ind og ud af en bygning udstyret med hjelm og iltflasker.

Ingen på stedet ønskede dog at udtale sig om de nærmere omstændigheder omkring evakueringen.

Politiets vagtchef oplyste til Ritzau kort før klokken 16.00, at de 20 mennesker er ansat i samme virksomhed. De hostede og oplevede svien og kløen.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden