Flere motorcykler vælter på motorvej ved København
En række motorcykler er kørt ind i hinanden og væltet på en motorvej. De fleste slap med knubs.
Opdateret kl. 21:17
Flere motorcykler har torsdag været involveret i et ulykke på en motorvej mellem Brøndby og Avedøre.
Det oplyser Københavns Vestegns Politi til Ritzau.
- Der er nogen, som har været ude i det gode vejr, og på en eller anden måde er der nogen i den her store kortege af motorcykler, som er kørt ind i hinanden og væltet, siger vagtchef Mads Dam.
Otte til ti motorcykler kørte sammen på motorvejen, da ulykken skete, oplyser politiet.
Det er uklart, hvor mange motorcykler som væltede under ulykken.
Mindst to personer er kørt på skadestuen til behandling for mindre skader, mens andre har fået knubs, oplyser vagtchefen.
- De er i gang med oprydningen derude, siger Mads Dam.
En frakørsel til Køge Bugt Motorvejen fra Motorring 3 er spærret på grund af uheldet.
Vejdirektoratet oplyser, at begge spor på Motorring 3 i retningen mod Amager nu er åbnet, efter at noget af motorvejen var spærret efter ulykken.
/ritzau/
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.