Har du et overvågningskamera? Så kan du hjælpe politiet
Det kniber stadig med at få alle overvågningskameraer registret hos politiet, selvom det er et lovkrav
Opdateret kl. 17:49
NORDJYLLAND: Der er stadig mange overvågningskameraer i Nordjylland, som endnu ikke er blevet registreret i politiets kameraregister Polcam, selvom det for langt de fleste ellers er lovpligtigt.
Der er lige nu 2644 nordjyske overvågningskameraer i politiets register. Men det er altså langt fra alle de kameraer, der faktisk findes derude.
- Vi ved, at der mangler mange kameraer at blive registreret, som ellers skal registreres. Derfor kommer vi nu med en klar opfordring, siger politiinspektør Ole Kristensen, Nordjyllands Politi.
Og opfordringen er klar: Få dit kamera registeret med det samme.
Hurtigt overblik er afgørende
Overvågning har flere gange vist sig at være helt central for politiets efterforskning. Især når der er sket en alvorlig forbrydelse og hurtighed er afgørende.
Det var tydeligt i Mia-sagen, hvor politiet var ude med en bred opfordring til alle i Aalborg Kommune om at gemme videooptagelser. Det var også overvågningsvideo fra blandt andet forretninger, der i sidste ende førte politiet på sporet af den bil, der samlede Mia op, og dermed også på sporet af den mand, der lige nu er sigtet for drabet.
- Videoovervågning er et vigtigt redskab for os, som det f.eks. var tilfældet i Mia-sagen, hvor der ikke er nogen tvivl om, at videoovervågning hjalp os meget, fortæller Ole Kristensen og fortsætter:
- Det handler om, at vi på så kort tid som muligt kan få et overblik over, hvor der er placeret et kamera, og hvem der ejer det.
I Mia-sagen måtte betjente nemlig ud på gaden og kigge rundt for at se, hvor der hang kameraer. Og efterfølgende skulle politiet så finde frem til, hvem der ejede kameraerne, så man kunne få fat i optagelserne.
Den proces tager tid, og det er altså der, at Polcam kan gøre en forskel, fortæller Ole Kristensen.
- Hvis kameraerne er registreret i Polcam, kan vi med det samme se, hvor der sidder kameraer, og hvem vi skal kontakte for at sikre optagelserne, siger han.
Kan politiet se med?
Ifølge tv-overvågningsloven har private virksomheder, offentlige myndigheder, foreninger osv. der filmer offentlig tilgængelige steder, pligt til at registrere deres kameraer i Polcam.
Derimod er det helt frivilligt, om private borgere vil registrere deres udendørs kameraer. Men politiet opfordrer dog kraftigt til, at også disse kameraer kommer med i databasen.
- Politiets Kameraregister (også kaldet POLCAM) er et fælles register, som alle landets politikredse benytter.
- Politiet får ikke direkte adgang til video fra de registrerede kameraer, men kan let og hurtigt se, hvem vi skal kontakte for at få udleveret optagelser.
- Virksomheder, offentlige myndigheder, foreninger, trossamfund mv. har pligt til at registrere deres overvågningskameraer i henhold til tv-overvågningsloven.
- Registreringspligten gælder de kameraer, der overvåger gade, vej, plads eller lignende områder, der benyttes til almindelig færdsel. Man skal kun registrere kameraer, man selv har etableret eller har brugsret til.
- Kameraovervågning opsat inden den 1. juli 2021 skal være registreret senest den 1. september 2021.
- Kameraovervågning opsat efter den 1. juli 2021 skal være registreret senest 14 dage efter opsætning.
- Private borgere har ikke pligt til at registrere deres kameraer.
Men hvad er det så, man giver politiet adgang til, når ens kameraer er endt i Polcam?
Ikke ret meget, forsikrer Ole Kristensen.
- Fordi et kamera er registreret i Polcam, så betyder det absolut ikke, at vi kan sidde og se med. Det er blot et register, der giver os et overblik over, hvor kameraerne sidder, siger han.
Ifølge tv-overvågningsloven kræver det også stadig en dommerkendelse, hvis politiet skal have udleveret nogle optagelser - med mindre man selvfølgelig frivilligt udleverer optagelserne, når politiet spørger.
Offentlige myndigheder har dog pligt til at udleverer videoovervågning til politiet.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.