Opgør på gågade: 24-årig jagtede mænd med machete
En 24-årig mand blev frifundet for knivstikkeri, men dømt for trusler med en machete
Opdateret kl. 15:49
AALBORG: Flere borgere blev vidner til et voldeligt sammenstød mellem personer i den kriminelle underverden om eftermiddagen 2. marts i Algade i Aalborg.
Her mødtes to grupper med tre mand i hver tilfældigt hinanden på gågaden, og det udløste tumult, der endte med, at en person fra den ene gruppe blev stukket i brystet med en kniv. Stikket var overfladisk, og manden var ikke i livsfare.
I denne uge har en 24-årig mand så siddet på anklagebænken i Retten i Aalborg, tiltalt for grov vold og trusler i forening med de to andre mænd.
Han blev dog frifundet for grov vold, da retten lagde til grund, at det ikke var den 24-årige, der havde stukket med kniven, og at han ikke kunne dømmes i forening, da knivstikkeriet var opstået spontant. Det oplyser anklager Mathias Petersen.
Den 24-årige blev derimod idømt tre måneders ubetinget fængsel for trusler. For mens de to medgerningsmænd løb væk fra stedet efter knivstikkeriet, så løb den 24-årige efter de tre andre mænd i gågaden, mens han viftede med en machete.
Det er stadig ikke lykkedes politiet at finde frem til de to medgerningsmænd, hvor en af dem altså er den, der har ført kniven.
Den 24-årige valgte at modtage dommen.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.