Kriminalitet

Opgør ved ladestation: Betjent truet på livet

To sigtet efter omfattende brud på lovgivningen

Det var et ublidt møde, der fandt sted på Shell-stationen nær motorvej E39 i Hjørring.
Det var et ublidt møde, der fandt sted på Shell-stationen nær motorvej E39 i Hjørring. Foto: Ritzau Scanpix

HJØRRING: To mænd på 44 og 19 år kan se frem til et retsopgør efter talrige brud på den danske lovgivning indenfor ganske få timer.

To gange truede de andre mennesker på livet - blandt dem en betjent i civil. Dertil kom hasarderet kørsel gennem Hjørring, et frækt indbrud i en villa i Uggerby samt mistanke om kørsel i påvirket tilstand. 

Desuden var bilen hverken forsikret eller indregistreret, ligesom den 44-årige mand sad bag rattet til trods for, at han er frakendt sit kørekort.

Det fortæller politikommissær Thomas Albrektsen fra Nordjyllands Politi i Hjørring.

Kl. 16.40 lørdag blev den civile betjent, som ikke var i tjeneste, truet på Shell-stationen på Sprogøvej i det østlige Hjørring nær motorvej E39. Her var han i færd med at lade sin elbil op, da han blev opsøgt af den 44-årige, der optrådte provokorende og truende.

Omtrent samtidig modtog politiet anmeldelser om, at en grå personbil kørte hasarderet gennem Hjørring, og det var indledning på en eftersøgning af køretøjet, som sluttede ca. kl. 18 i Bindslev, hvor den grå bil blev bragt til standsning.

Her blev der fundet to iPads og en iPhone, som kort forinden var blevet hugget fra en villa på Starbækvej i Uggerby. De effekter er nu leveret tilbage til deres ejer.

I bilen sad tre mænd, som alle blev anholdt og taget med på stationen. Den ene mand blev hurtigt løsladt, mens afhøringerne af den 19-årige, der er fra Esbjerg-området, samt den 44-årige, som er uden adresse, men med tilknytning til Brønderslev, fortsatte. Der blev også taget blodprøver af begge mænd, da der hurtigt opstod mistanke om, at de var påvirket af spiritus eller narko - måske endda begge dele.

Mens det stod på, indløb der endnu en anmeldelse om trusler på livet - denne gang fra en mand i Bindslev, som kort før anholdelsen havde bedt mændene i den grå bil forsvinde fra et sted i byen, hvor de holdt parkeret. 

Det forhold er de to mænd nu også sigtet for, ligesom den første trussel på livet mod den civile betjent er skærpet til at handle om trusler mod en person i offentlig tjeneste - straffelovens paragraf 119.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden