Over 100 fængslet i år i mere rå Pusher Street

Mange anholdte for hashsalg er socialt udsatte, der udnyttes af bander, siger politiet. De sigtes igen og igen

Sidste efterår fejrede Christiania 50 års fødselsdag. Politiet melder om et godt samarbejde med den del af Christiania, som ikke omfatter Pusher Street. Her opererer banderne. (Arkivfoto). <i>Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix</i>

Sidste efterår fejrede Christiania 50 års fødselsdag. Politiet melder om et godt samarbejde med den del af Christiania, som ikke omfatter Pusher Street. Her opererer banderne. (Arkivfoto). Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Ordensmagten bruger fortsat mange kræfter på at skride ind mod salg af især hash i Pusher Street i Christiania. Flere gange om ugen er betjente i aktion, og siden årsskiftet har dommere fængslet flere end 100 personer.

Det oplyser Københavns Politi til Ritzau.

Langt de fleste er ifølge politiet socialt udsatte og marginaliserede personer. Politiets vurdering er, at de bliver udnyttet af rocker- og bandegrupperinger til at stå i boderne, hvorfra salget sker.

Siden 1. januar har 381 personer været anholdt, og af dem er 109 blevet varetægtsfængslet. Det fremgår af en opgørelse, der går frem til 16. maj.

Hele sidste år blev 941 anholdt, og antallet af varetægtsfængslinger var 228.

I forhold til tidligere er der ingen tydelig udvikling at spore, lyder det fra politiinspektør Tommy Laursen i en kommentar til tallene, der er oplyst i en aktindsigt.

- Det afspejler, at vi retter et konstant tryk mod den organiserede hashhandel, siger han.

- Efter vores vurdering sker de fleste varetægtsfængslinger, fordi den sigtede gentagne gange har været sigtet og dømt for lignende kriminalitet, tilføjer politiinspektøren.

Et eksempel på fænomenet med gengangere er en 32-årig mand, der forleden blev ført ind foran en dommer i Københavns Byret.

I den bod, som politiet betegner som nummer 47, havde han ifølge sigtelsen stået med både hash og skunk.

Tre gange er han i 2020 og i 2021 blevet dømt for præcis samme type lovovertrædelse, kom det frem under retsmødet. Men straffen har åbenbart ikke haft nogen afskrækkende virkning.

Dommeren besluttede at fængsle ham. Blandt andet fordi manden på fri fod kan tænkes at involvere sig i handel igen.

Den forløbne uge var typisk. Både mandag, onsdag, torsdag og fredag blev anholdte fra Pusher Street ført ind i Københavns Byret og fremstillet for en dommer.

Udsigten til at score på de indbringende aktiviteter har ifølge politiet tiltrukket flere bander.

- Vi har i de senere år set en udvikling, hvor flere grupperinger er til stede derude for at få andel i hashsalget, og de manifesterer tydeligt deres tilhørsforhold, siger Tommy Laursen.

- Men der er sket en forråelse, hvor stridigheder i bandemiljøet til tider forplanter sig til Pusher Street, siger politiinspektøren.

Nogle beboere på Christiania forsøgte sidste sommer at få ændret situationen. Ikke mindst var de berørte over drabet på en lokal 22-årig mand. Han blev skudt ved indgangen til Pusher Street 3. juli.

I et debatindlæg i Berlingske i marts noterede et medlem af Chrístianias Naboer, at både Hells Angels, Satudarah, Loyal To Familia og NNV er til stede i Pusher Street.

Kun enkelte af de mange anholdte og varetægtsfængslede har dog ifølge politiet tilknytning til bander.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.