Påsat brand er blusset op igen - politiet leder forsat efter tre unge mænd

Nordjyllands Beredskab er igen rykket til en forladt landejendom ved Hirtshals


Opdateret 17. september 2022 kl. 15:47

HIRTSHALS: Fredag formiddag er Nordjyllands Beredskab i Hirtshals endnu en gang kørt ud til en forladt landejendom på Hovedvejen syd for Hirtshals, efter der er konstateret røg fra ejendommen.

Torsdag aften blev der anmeldt brand på den forfaldne landejendom. Og politiet har mistanke om, at branden kan være påsat.

Tre unge mænd blev set køre væk på knallert umiddelbart før, der blev konstateret brand på ejendommen.

Røgen fredag morgen skyldes sandsynligvis, at ilden har ligget og ulmet natten over, og den så er blusset op igen.

Det fortæller vagtchef ved Nordjyllands Politi, Poul Fastergaard.

- Der er blevet bedt om assistance fra an gravemaskine, og det tyder på, at der skal efterslukkes noget grundigere, siger han.

Vagtchefen har ikke yderligere information om branden, men fortæller, at man stadig gerne vil i kontakt med de tre unge mænd.

- Det er ikke sikkert, at de har noget med branden at gøre, men vi vil gerne høre fra dem, da de måske kan have set noget, siger Poul Fastergaard.

Politiet er dog stadig af den overbevisning, at branden - der blev anmeldt torsdag klokken 17.43 - er påsat.

- Det er mistænkeligt, når en forladt ejendom pludselig brænder, og vi har fundet genstande på stedet, som tyder på, at ilden er påsat, siger Poul Fastergaard.

De fundende genstande skal nu undersøges for mulige DNA-spor i forsøg på at finde frem til de formodede ildspåsættere.

Ilden var opstået i noget halm inde i en 150-200 kvadratmeter stor lade, som nu er brandskadet indvendigt.

Den forladte bygning har angiveligt været benyttet af unge tidligere, og der er graffiti på væggene.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden