Pædagogmedhjælper får dom for at voldtage anbragte kvinder
To kvinder, der var anbragt på opholdssted, blev udsat for overgreb. Pædagogmedhjælper skal i fængsel.
En pædagogmedhjælper er idømt halvandet års fængsel for seksuelle overgreb på to unge kvinder på et opholdssted.
Det skriver Midt- og Vestjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Dommen er afsagt onsdag ved Retten i Viborg.
Overgrebene fandt sted i marts i år på det opholdssted, hvor kvinderne på 18 og 19 år var anbragt. Her udsatte den 32-årige mand dem for voldtægt ved andet seksuelt forhold end samleje.
I det ene tilfælde var kvinden så beruset, at hun ikke var i stand til at modsætte sig handlingerne, oplyser politiet.
Dommen er ubetinget, hvilket vil sige, at han skal ind for at afsone den.
Foruden fængselsstraffen er den 32-årige mand blevet frakendt retten til at arbejde med børn og unge under 18 år. Det er han i en periode på fem år.
Pædagogmedhjælperen skal desuden betale en godtgørelse til kvinderne.
Specialanklager Pia Koudahl fremhæver, at manden var en ansat på opholdsstedet.
- Overgreb er altid alvorlige, men når de udføres af en person offeret har et tillidsforhold til qua deres profession, så skal det takseres herefter, siger hun i pressemeddelelsen.
/ritzau/
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.