Krimi

Par frifindes for menneskeudnyttelse af tre prostituerede

Retten i Lyngby afviser alvorlig tiltale. I stedet er par dømt for rufferi i ejendom i Hellerup.

En kvinde og en mand er fredag blevet frifundet for menneskeudnyttelse af tre thailandske prostituerede. Derimod har Retten i Lyngby dømt de to for rufferi, oplyser Nordsjællands Politi.

Parret - en kvinde på 60 år og en mand på 57 år - skal have tjent cirka 1,1 millioner kroner på arrangementet med kvinderne.

Kvinden udlejede værelser i en ejendom i Hellerup til de tre. Og i et retsmøde forleden forklarede hun, at hun også tog telefonen for kvinderne. Hun krævede halvdelen af kvindernes omsætning.

Straffen er blevet fængsel i ni måneder til kvinden. Tre måneder er ubetinget og skal afsones, mens resten er gjort betinget.

Manden har fået en dom på seks måneders betinget fængsel.

I straffeloven er menneskeudnyttelse en grovere forbrydelse end rufferi, hvor man "blot" tjener på prostitution.

I udnyttelsen indgår, at gerningsmanden eller -kvinden skal have profiteret på offerets vanskelige stilling eller manglende indsigt, og at offeret har skullet arbejde under åbenlyst urimelige forhold.

Men dette er altså ikke bevist i den aktuelle sag.

Tiltalen drejede sig om, at de tre måtte arbejde i op til 13 timer om dagen både med seksuelle ydelser og med rengøring.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden