Patruljevogn kører ind i hus i Sydjylland
Beboeren var ikke hjemme, da en politibil bragede ind i huset. Sagen er overgivet til politiklagemyndigheden.
Politiet kom lørdag aften på et noget usædvanligt besøg på en adresse nær Bramming ved Esbjerg, da en patruljevogn bragede gennem skydedørene til et hus.
Ifølge det regionale medie JydskeVestkysten skete uheldet på Vejrup Storegade klokken 23.29.
Vagtchef Ole Aamann fra Syd- og Sønderjyllands Politi kan over for mediet ikke oplyse, hvad der gik forud for uheldet, eller hvorfor føreren af bilen kørte ind i et hus.
Han vil desuden ikke fortælle om episoden, da den er overgivet til Den Uafhængige Politiklagemyndighed.
- Det skyldes, at der er en efterforskning af denne sag i gang, og den vil jeg ikke kompromittere, siger Ole Aamann til JydskeVestkysten.
Ifølge Ekstra Bladet var beboeren i huset ikke hjemme, da politiet brasede gennem skydedørene.
- Jeg fik bare et opkald i aftes, hvor de fortalte, de var kørt ind i mit hus, siger beboeren, Bjarne Jensen, til Ekstra Bladet.
/ritzau/
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.