Person mister livet i lejlighedsbrand i Nykøbing Falster
Politiet arbejder på at fastlægge identiteten på en person, der døde, da vedkommende brændte inde i lejlighed.
Opdateret kl. 00:36
En person har mistet livet efter at være brændt inde i en lejlighed i Nykøbing Falster.
Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi til Ritzau.
- Vi arbejder på at fastlægge identiteten, skriver politiet på Twitter.
Politiet er desuden i dialog med de mulige pårørende, lyder det i et tweet.
Politiet har "en formodning om", hvilken person der er omkommet, oplyser Joy Haensel, som er vagtchef ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.
- Men vi afventer en endelig identifikation, inden der bliver meldt noget ud, siger Joy Haensel.
Tidligere tirsdag aften oplyste politiet, at både brandvæsen og politi var på stedet, da der stadig blev arbejdet med brandslukning og efterforskning af branden.
Sent tirsdag aften er politiet fortsat til stede, oplyser vagtchefen.
- Det, der pågår lige nu, er, at vi fortsat har afspærret dernede, og der pågår en efterforskning dernede, siger hun.
Samtidig er brandslukningen afsluttet.
Politiet kan endnu ikke sige noget om, hvordan branden er opstået.
/ritzau/
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.