Person fundet død efter villabrand nær Korsør
Politiet har fundet, hvad de formoder er stedets beboer, død, i en villa, der stod i brand lørdag aften.
Politiet har fundet en død person efter en brand i en villa på Violvej i Svenstrup, som ligger nord for Korsør.
Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi på Twitter.
Politiet måtte tidligt lørdag aften rykke ud til Svenstrup, hvor der var en villabrand med kraftig røgudvikling.
Røgen var så voldsom, at politiet skrev på Twitter, at "syd for Violvej skal man holde sig ude af røgfanen og lukke døre og vinduer".
Klokken 05.02 søndag morgen kunne politiet så berette om, at man havde fundet en død person i villaen.
Det er ikke fastslået, hvem den afdøde er, men politiet har sine formodninger.
- Der formodes at være tale om stedets 69-årige mandlige beboer. Politiet har ikke yderligere oplysninger, skriver det.
Ritzau har været i kontakt med politiet, men det ville ikke oplyse mere end det, som i forvejen stod på Twitter. Det vides derfor endnu ikke, om politiet har underrettet nogen om dødsfaldet.
/ritzau/
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.