Person stukket med skarp genstand er død
Formodet gerningsmand er anholdt i sag, hvor en person, der var i en bil i Viby ved Aarhus, er død.
Opdateret kl. 21:33
Østjyllands Politi modtog søndag eftermiddag en anmeldelse om, at en person i en bil i Viby ved Aarhus var blevet stukket med en skarp genstand.
Personen er afgået ved døden, oplyser politikredsen på det sociale medie X søndag aften.
Politiet har anholdt en formodet gerningsmand, og der foretages massiv efterforskning i de kommende timer, lyder det.
Det understreges, at hændelsen ikke er banderelateret.
I opslaget kommer Østjyllands Politi ikke med nærmere informationer om hverken den afdøde eller den anholdte.
Yderligere oplysninger vil blive givet mandag formiddag, hedder det.
Anmeldelsen kom klokken 16.31. Siden har ordensmagten været massivt til stede på Grøndalsvej i Viby.
Også en ambulance og en lægebil ankom til området, som er afspærret, skriver TV2 Østjylland.
Ifølge mediet har politiet haft en drone i luften, og politiet har også gjort brug af politihunde.
Gerningsstedet omfatter blandt andet en parkeringsplads ved boligområdet, lyder det.
Omkring klokken 18 skrev politiet i første omgang på X, at betjente var rykket ud til stedet efter en anmeldelse om knivstikkeri.
- Der foretages kriminaltekniske undersøgelser, og efterforskning pågår, lød det.
/ritzau/
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.