Mand har mistet livet i trafikulykke på Drejø
Tidligt lørdag morgen modtog Fyns Politi en anmeldelse om en alvorlig soloulykke på den sydfynske ø Drejø.
Opdateret kl. 10:54
En mand i 40'erne har mistet livet i en trafikulykke på Drejø tidligt lørdag morgen. En kvinde, der ligeledes er i 40'erne, er kommet alvorligt til skade og er blevet bragt til Odense Universitetshospital.
Det oplyser Milan Holck, der er vagtchef ved Fyns Politi.
De pårørende er underrettet.
Politiet fik anmeldelsen om ulykken klokken 05.23.
Ulykken skete, da en personbil ramte en bygning.
Ingen andre personer er kommet til skade i ulykken ud over den omkomne mand og den svært tilskadekomne kvinde.
Drejø er en ø i Det Sydfynske Øhav. I 2024 var der omkring 70 fastboende indbyggere på øen ifølge lex.dk.
Fyns Politi har tilkaldt en bilinspektør til ulykkesstedet.
En bilinspektørs opgave er at undersøge alvorlige trafikulykker. Bilinspektøren kan blandt andet vurdere, hvor hurtigt der er blevet kørt, eller om der er foretaget opbremsning eller lignende.
/ritzau/
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.