PET-chef anmeldt til politiet for at røbe sexdetaljer

Tidligere operativ chef i PET siger, han er bestyrtet over nuværende PET-chefs rolle på lukkede møder.

Chefen for PET, Finn Borch Andersen, er anmeldt til politiet for at røbe detaljer om FE-chef Lars Findsens sexliv. Det er tidligere operativ chef i PET Hans Jørgen Bonnichsen, som står bag anmeldelsen. (Arkivfoto). <i>Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix</i>

Chefen for PET, Finn Borch Andersen, er anmeldt til politiet for at røbe detaljer om FE-chef Lars Findsens sexliv. Det er tidligere operativ chef i PET Hans Jørgen Bonnichsen, som står bag anmeldelsen. (Arkivfoto). Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix

Den tidligere operative chef i Politiets Efterretningstjeneste (PET) Hans Jørgen Bonnichsen anmelder den nuværende chef for PET, Finn Borch Andersen, for brud på tavshedspligten.

Det sker, efter at Berlingske onsdag kunne fortælle, at Finn Borch Andersen angiveligt har røbet detaljer om den hjemsendte chef for Forsvarets Efterretningstjeneste, Lars Findsens, sexliv.

- Jeg mener, at det er uberettiget, at man går ind og inddrager Lars Findsens dybt, dybt private forhold i forhold til en briefing om immunitetsproblemet i Claus Hjort-sagen, siger Hans Jørgen Bonnichsen til Ritzau.

Oplysningerne skulle være blevet givet i forbindelse med briefinger af partilederne i den såkaldte FE sag.

I sagen blev Lars Findsen i december varetægtsfængslet, mistænkt for at røbe statshemmeligheder. Han sad i arresten i godt to måneder, før han blev løsladt i februar.

Også tidligere forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V) er sigtet for at røbe statshemmeligheder.

Rigsadvokaten indstillede i foråret til justitsministeren, at der burde rejses tiltale mod Hjort, men det ville kræve, at et flertal i Folketinget stemte for at ophæve hans immunitet.

Problemet var bare, at folketingsmedlemmerne ville være tvunget til at stemme i blinde, da de på grund af sagens karakter ikke kunne få sagens detaljer at vide.

Derfor indbød justitsministeren partilederne til en fortrolig briefing om sagen.

Berlingske skriver, at det er i forbindelse med fortrolige briefinger i februar og de fortrolige briefinger vedrørende en eventuel ophævelse af Hjorts immunitet, at PET-chef Finn Borch Andersen skulle have fortalt om Findsens sexliv, der angiveligt skulle involvere sadomasochisme.

Ifølge Bonnichsen er hovedargumentet bag hans anmeldelse, at oplysningerne om Findsens påståede seksuelle præferencer er irrelevante i den sammenhæng, de er givet.

Bonnichsen mener desuden, at oplysninger af den type slet ikke vil kunne bruges til afpresning. Det hører en anden og svunden tid til.

- Det tilhører en tid, hvor der var en seksuel bornerthed, som ikke eksisterer i dag. Og det var aldrig kommet frem, hvad der foregår i Lars Findsens soveværelse, medmindre den nuværende PET-chef var gået ud og havde fortalt om det. Aldrig, siger Hans Jørgen Bonnichsen.

Ritzau har bedt PET om en kommentar fra Finn Borch Andersen til anmeldelsen. Det skriftlige svar fra efterretningstjenesten lyder:

- Det har vi ikke nogen kommentarer til.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.