Politi beder om unges festfoto i jagten på forsvundet kvinde
Alt kan være relevante, lyder det fra efterforskningsleder. Hellere en opringning for meget end en for lidt.
Nordjyllands Politi beder i forbindelse med eftersøgningen af den 22-årige Mia Skadhauge Stevn borgere om at udlevere videooptagelser fra forsvindingsnatten.
Også unges festbilleder fra Jomfru Ane Gade - i folkemunde kaldet "Gaden" - har politiets interesse.
Den 22-årige kvinde er sidst set natten mellem lørdag den 5. og søndag den 6. februar. Politiet frygter, at hun kan være udsat for en forbrydelse.
- Vi ved, at hun blev samlet op af en mørk bil klokken 06.09 ud foran supermarkedet Netto på Vesterbro, siger vicepolitiinspektør Frank Olsen, som står i spidsen for efterforskningen, i en pressemeddelelse.
Han understreger, at bilen er særdeles interessant for efterforskningen.
- Den mørke bil kører mod syd ad Vesterbro, men derefter ved vi på nuværende tidspunkt ikke, hvor bilen fortsætter hen. Og derfor er vi meget interesseret i, at alle, der har videomateriale i deres bil, hjem eller andre steder og bor i Aalborg Kommune, straks sørger for at få det sikret, siger han.
Også billeder fra eksempelvis festgæster, som har været i byen i Jomfru Ane Gade, har politiets interesse.
- Hvis man har taget en festbilleder særligt nede omkring enden af Jomfru Ane Gade og gaden Ved Stranden søndag morgen fra klokken 05.00 og frem til klokken 06.00, så er vi særdeles interesseret i at se dem – de kan rumme informationer af væsentligt betydning for efterforskningen, siger Frank Olsen.
Netop sikringen af videomateriale har tidligere været i centrum i forbindelse med efterforskningen af en savnet person. I sagen om drabet på Emilie Meng, der forsvandt efter en bytur i Slagelse i juli 2016.
Politiet behandlede i første omgang den 17-årige Emilie Mengs forsvinden som en savnet person. Derfor blev der ikke sikret videomateriale i samme grad, som det ville være sket, hvis man havde behandlet det som en drabssag.
Mange overvågningsoptagelser slettes efter 30 dage, og derfor kunne politiet ikke få adgang til optagelser, som muligvis kunne have rummet afgørende spor.
Emilie Meng blev fundet dræbt juleaftensdag 2016 ved Regnemarks Bakke i Borup i Køge Kommune.
I en politiefterforskning kan selv den mindste detalje have afgørende betydning. Det erfarede efterforskningsleder Frank Olsen fra den aktuelle sag tilbage i en drabssag i 2007.
Dengang efterforskede man drabet på en 85-årig kvinde. Hun var blevet myrdet i sit hjem under karnevalet i Aalborg. Det afgørende spor var et skoaftryk i en blodpøl.
Ved et tilfælde opdagede Frank Olsen en dag, hvor han kørte i bus, at en mand var iført sko med et aftryk, som mindede om det fra efterforskningen.
Det viste sig, at skoene kun var solgt i et begrænset antal eksemplarer, og ad den vej fandt politiet frem til en 15-årig dreng, som siden tilstod drabet.
I sagen om den forsvundne Mia Skadhauge Stevn opfordrer Frank Olsen da også borgere til at kontakte politiet, uanset om de selv mener, at deres oplysninger kan være relevante eller ej.
- Jeg vil gerne understrege, at jeg opfordrer alle med oplysninger at kontakte os. Ring heller en gang for meget end en for lidt. Vi skal nok sortere i henvendelserne, siger Frank Olsen.
Nordjyllands Politi havde tirsdag morgen modtaget cirka 100 henvendelser i sagen.
/ritzau/
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.