Politi efterlyser mand for grov vold med navn og billede
To andre mistænkte i sagen blev tirsdag anholdt og fængslet i sagen
Opdateret 10. januar 2024 kl. 20:20
To 22-årige mænd blev tirsdag aften anholdt af Nordjyllands Politi, da politiet sætter dem i forbindelse med en alvorlig sag om kvalificeret vold, røveri og ulovlig tvang begået i Aalborg 26. november i år, skriver Nordjyllands Politi i en pressemeddelelse.
En tredje mand, ligeledes en 22-årig, efterlyses fortsat af politiet, som onsdag offentliggør hans navn og billede.
Den omtalte forbrydelse vedrører et offer, der først blev udsat for grov vold og røveri i en bil og herunder blev pågældende tilbageholdt mod sin vilje. En person – en 20-årig mand – blev i forbindelse med politiets efterforskning af sagen varetægtsfængslet ved et grundlovsforhør 30. november i år.
- Vi har efterforsket intenst i sagen siden anmeldelsen 26. november. Og ud over den varetægtsfængslede person, så anholdt vi i går yderligere to mistænkte mænd i sagen, siger efterforskningslederen i sagen, politikommissær Kenneth Rodam, der videre oplyser, at de mistænkte selv rettede henvendelse til politiet efter en dialog med deres forsvarere.
- De to anholdte mænd blev tidligere i dag fremstillet i et grundlovsforhør i retten i Aalborg og her blev de varetægtsfængslet i 4 uger, fastslår Kenneth Rodam.
Mistænkt forsat på fri fod
Den fjerde mistænkte mand, som Nordjyllands Politi fortsat efterlyser i sagen, har ikke at meldt sig selv, selvom han ved, at Nordjyllands Politi aktivt leder efter ham.
- Og det er derfor, at vi nu går i offentligheden med hans navn og billede, lyder det fra efterforskningslederen, der opfordrer alle, som har oplysninger om den efterlystes opholdssted til straks at kontakte politiet.
- Vi opfordrer til, at man ikke selv tager kontakt til ham – eller forsøger at pågribe ham. Ring til Nordjyllands Politi med det samme på telefon 114, hvis du ved, hvor han befinder sig.
Den efterlyste beskrives således:
Den efterlyste, der er 22 år, er fra Aalborg, og han beskrives som: almindelig af bygning, 178 cm høj med mørkt og kruset hår.