Politi er tavs efter næsten fire års efterforskning af Danske Bank
Leder af politiets efterforskning i sag om hvidvask af 1500 milliarder er blevet udspurgt i anden straffesag.
Mens Danske Bank håber på en afgørelse i straffesagen om hvidvask i bankens estiske filial inden årets udgang, ønsker politiet ikke at udtale sig om en tidshorisont.
National Enhed for Særlig Kriminalitet, NSK, vil til Ritzau torsdag blot oplyse, at sagen fortsat er under efterforskning. Yderligere spørgsmål vil man ikke besvare.
Det er snart fire år siden, at politiet rejste sigtelse om hvidvask af omkring 1500 milliarder kroner. Det skete 28. november 2018.
Lederen af politiets efterforskning i NSK blev onsdag afhørt som vidne i Københavns Byret i en anden stor hvidvasksag, som politiet har afdækket i forbindelse med undersøgelsen af Danske Bank.
Den drejer sig om mere end 29 milliarder kroner, der suste gennem 40 dansk indregistrerede kommanditselskaber. Fællesnævneren er, at de alle havde konti netop i Danske Banks filial i Estland.
Selskaberne havde ingen reel drift, men var blevet stiftet i København blot for at sløre enorme beløbs oprindelse, påstår anklagemyndigheden.
En litauisk håndværker, der havde rollen som stråmandsdirektør, og en dansk-russisk kvinde fra servicevirksomheden Cph Consulting er tiltalt.
Kvindens forsvarer, advokat Christian Kirk Zøllner, udspurgte politividnet om opgaven:
- Jeg kan sige så meget, at jeg har taget sagen dybt alvorligt, og at jeg har brugt de efterforskningsredskaber, der har været muligt, svarede han, hvis titel er specialkonsulent.
På grund af hans tavshedspligt i forhold til Danske Bank-sagen blev flere spørgsmål fejet til side.
Den ene af anklagerne, senioranklager Rasmus Maar Hansen, ville vide, hvorfor politiet ikke slog til med en ransagning mod Danske Bank.
- Der ville være tale om en verdensomspændende aktion, hvis vi ransagede. Der kan være servere over hele verden, hvor man har materiale, sagde efterforskeren og nævnte USA, Indien og andre lande.
Fordi både banken og advokatfirmaet Bruun & Hjejle, der var sat til at undersøge forholdene i den estiske filial, var samarbejdsvillige og udleverede oplysninger, fandt politiet det mest hensigtsmæssigt at undlade en ransagning, forklarede vidnet.
Danske Bank gør sig klar til en kæmpebøde for hvidvask i den estiske filial. Tidligere blev der afsat 1,5 milliarder kroner, men torsdag skriver banken i en fondsbørsmeddelelse, at man har afsat yderligere 14 milliarder kroner.
Administrerende direktør Carsten Egeriis begrunder i meddelelsen den store hensættelse:
- Drøftelserne med de amerikanske og danske myndigheder om en afgørelse af Estland-sagen er nu på et stadie, hvor Danske Bank pålideligt kan estimere den samlede økonomiske konsekvens af en potentiel fælles myndighedsafgørelse til samlet 15,5 milliarder kroner.
/ritzau/
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.