Krimi

Politi finder 15 jagtvåben i aktion mod kriminelle på Fyn

Tre mænd er blevet anholdt. Ifølge politiet har de understøttet folk i en aktiv voldelig konflikt i Odense.

National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) har anholdt tre mænd, som sigtes for at være involveret i organiseret kriminalitet. (Arkivfoto).
National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) har anholdt tre mænd, som sigtes for at være involveret i organiseret kriminalitet. (Arkivfoto). Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Politiets specialenhed NSK har onsdag gennemført endnu en anholdelsesaktion for at anholde mænd, som mistænkes for at være involveret i omfattende organiseret kriminalitet på Fyn.

Det oplyser National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) i en pressemeddelelse.

Anholdelses- og ransagningsaktionen er blevet gennemført på Fyn i samarbejde med Fyns Politi. Der er desuden foretaget ransagninger i København.

I aktionen har politiet blandt andet fundet og beslaglagt 15 jagtgeværer.

Ifølge NSK har politiets aktion blandt andet til hensigt at dæmpe en voldelig konflikt i det kriminelle miljø i Odense.

Tre mænd er onsdag anholdt. De er henholdsvis 30, 35 og 38 år. Alle tre bliver torsdag stillet for en dommer i Retten i Odense, hvor det skal besluttes, om de skal varetægtsfængsles.

Tidligere er ti andre blevet anholdt - og derudover to personer i Litauen.

Ifølge politiet er der tale om en personkreds, som mistænkes for at være involveret i omfattende organiseret kriminalitet på Fyn i form af handel med narkotika og våben.

- Det er vores formodning, at anholdte i sagen på forskellig vis har understøttet personer involveret i en aktiv voldelig konflikt i Odense blandt andet ved at have videreformidlet flere særligt farlige skydevåben, og det vil vi naturligvis gøre alt, hvad vi kan, for at bremse.

- Det er ikke mindst også i det lys, at man skal se dagens anholdelsesaktion, siger vicepolitiinspektør i NSK Lennart Glerup i pressemeddelelsen.

Der er rejst forskellige sigtelser mod onsdagens tre anholdte.

Den 35-årige sigtes for besiddelse af to skydevåben i august 2020, og i december 2020 skal han sammen med flere andre have været i besiddelse af en Glock-pistol og to magasiner.

Han sigtes også for i januar 2026 at have overdraget et halvautomatisk jagtgevær og et magasin med fem skarpe patroner til den 30-årige ved et supermarked i Søndersø.

Den 30-årige sigtes for at have modtaget geværet og for at have givet det videre til folk i det kriminelle miljø.

Der er også rejst en sigtelse mod den 35-årige og den 38-årige for at have modtaget 10 kilo kokain i Kolding-området i januar 2021. Det skal være sket efter aftale med andre medgerningsmænd.

Den 38-årige sigtes også for at have haft to skydevåben i august 2020, som han ifølge mistanken sørgede for at rense for DNA-spor og efterfølgende nedgrave på vegne af en ukendt medgerningsmand.

De første mistænkte i sagen blev anholdt tilbage i marts, og siden er fire blevet dømt efter at have tilstået.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden