Politi finder 226 kilo hash i aktion med tråde til Norge
Specialenhed anholdt tirsdag fire mænd i Horsens- og Randers-området i en sag om smugling af narko til Norge.
Fire mænd blev tirsdag anholdt i en koordineret aktion og sigtet for omfattende narkosmugling fra Danmark til Norge.
Det oplyser politiet i en pressemeddelelse onsdag. Det er specialenheden National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK), der har stået for aktionen, der er sket i Horsens- og Randers-området.
I forbindelse med ransagninger blev der på en adresse i Horsens-området blandt andet fundet 226 kilo hash, der blev beslaglagt af politiet.
Tirsdagens anholdte har alle forbindelse til en større sag om narko, som har været efterforsket i længere tid i samarbejde med den norske politienhed Kripos og flere norske politidistrikter.
To blev ligeledes anholdt i sagen i oktober 2021.
- Den videre efterforskning pegede i retning af yderligere fire mænd, som vi mener har samarbejdet med de to varetægtsfængslede ved at have hjulpet med at smugle hash til Norge eller på anden vis medvirket til, at smuglingerne kunne gennemføres, siger ledende politiinspektør ved NSK Vest Michael Kjeldgaard.
De fire anholdte er mænd på 38, 45, 46 og 49 år. De blev alle anholdt inden for få minutter kort efter klokken 10 tirsdag.
Den 46-årige blev anholdt på en adresse i Randers-området, og de øvrige tre blev anholdt på adresser i Horsens-området, skriver politiet.
De vil alle blive fremstillet i grundlovsforhør med henblik på varetægtsfængsling. Det foregår onsdag klokken 9 i Retten i Horsens.
Anklageren vil dog anmode om lukkede døre. På den måde kan detaljer om efterforskningen holdes hemmelige.
/ritzau/
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.