Politi indfører visitationszone efter skudepisode i Vollsmose
Fyns Politi ser med stor alvor på skudepisode, hvor to personer i sidste uge blev ramt, siger politidirektør.
Få dage efter en skudepisode indfører Fyns Politi visitationszone i Vollsmose i Odense NØ.
Det skriver politikredsen i en pressemeddelelse tirsdag.
Episoden fandt sted ved midnatstid natten til 16. august i Fyrreparken. To personer blev ramt af skud, skrev fyens.dk, som havde talt med politiet.
Begge personer blev meldt uden for livsfare.
Lørdag formiddag oplyste vagtchefen til Ritzau, at skyderiet fandt sted i det offentlige rum.
Zonen dækker hele Vollsmose og de omkringliggende haveforeninger og gælder fra tirsdag klokken 16.00. Den gælder foreløbig frem til 3. september.
Formålet med visitationszonen er at forhindre fremtidige utryghedsskabende kriminelle handlinger og dermed styrke trygheden i området, skriver politikredsen.
Politidirektør Arne Gram siger, at politiet ser med stor alvor på fredagens episode.
- Når personer på den måde agerer voldeligt og uden hensyntagen til andres liv, reagerer vi naturligvis.
- Jeg har fuld forståelse for, at episoder med grov vold og skudafgivelse skaber utryghed blandt befolkningen, og det skal vi selvfølgelig til livs så hurtigt som muligt, lyder det.
Politiet vurderer, at skudepisoden bunder i uoverensstemmelser mellem enkeltpersoner i det kriminelle miljø i Odense.
Visitationszonen gælder 24 timer i døgnet i hele perioden.
Den giver politiet udvidede rettigheder til at visitere personer og køretøjer inden for zonens område. Skønner politiet det nødvendigt, kan varigheden af visitationszonen forlænges, skriver politikredsen.
/ritzau/
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.