Politi: Ingen forbrydelse bag 27-årigs død
Politiet betegner det som et dødsfald under tragiske omstændigheder
Opdateret kl. 21:01
AALBORG: Der ligger formentlig ingen forbrydelse bag en 27-årig mands død.
Sådan lyder politiets konklusion på den foreløbige efterforskning, efter den 27-årige mand mandag sidst på eftermiddagen blev fundet død ved en rasteplads ved Nibevej uden for Aalborg.
Det fortæller vicepolitiinspektør Niels Kronborg.
Politiet betegner det som et dødsfald under tragiske omstændigheder, oplyser han.
- Vores efterforskning fortsætter dog i dag. Vi skal blandt andet have fastlagt dødsårsagen helt præcist. Derfor skal der være retsmedicinske undersøgelser. Og vi skal også have kortlagt den afdødes færden fra lørdag aften og frem til, at han blev fundet mandag sidst på eftermiddagen, siger vicepolitiinspektøren.
Den 27-årige blev efterlyst mandag eftermiddag, efter familien ikke havde hørt fra ham, og han ikke var mødt ind på arbejde søndag.
Han var sidst set lørdag aften, hvor han var til fest i Fjordbyen i det vestlige Aalborg, og senere befandt han sig i Jomfru Ane Gade klokken 01.11.
Politiet vil stadig gerne høre fra borgere, der kan hjælp med at kortlægge den 27-åriges færden op til dødsfaldet. Nordjyllands Politi kan kontaktes på telefon 114.
Den 27-åriges pårørende er underrettede.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.