Politi

Bilist fra forulykket pickuptruck nær Vojens er i god behold

Politiet ved ikke, hvorfor bilisten gik fra ulykkesstedet, men han har meddelt, at han er i god behold.

Politiet ledte natten til søndag efter føreren af en bil efter et færdselsuheld nord for Vojens sent lørdag aften. Manden er senere fundet i god behold. (Arkivfoto).
Politiet ledte natten til søndag efter føreren af en bil efter et færdselsuheld nord for Vojens sent lørdag aften. Manden er senere fundet i god behold. (Arkivfoto). Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Opdateret 23. oktober 2022 kl. 05:43

En mand, som Syd- og Sønderjyllands Politi ledte efter i kølvandet på et færdselsuheld lørdag aften, er blevet meldt i god behold.

Det oplyser vagtchef Henrik Sønderskov tidligt søndag morgen.

- Han er i god behold. Han har selv kontaktet ejeren af bilen, og så har ejeren kontaktet os, fortæller han.

Manden vil dog ikke fortælle politiet, præcis hvor han befinder sig.

Politiet fik meldingen om, at manden er i god behold klokken 01.20.

Vagtchef Henrik Sønderskov ved ikke, hvorfor manden gik fra stedet, efter at han var kørt galt på Tingvadvej nordvest for Vojens lørdag aften.

- Han er tilsyneladende sluppet uden skader, siger vagtchefen.

Det var kort efter klokken et natten til søndag, at Syd- og Sønderjyllands Politi oplyste, at politiet ledte efter en mand, som havde været involveret i et færdselsuheld.

- Vi får en anmeldelse klokken 22.35 om, at der holder en pickuptruck mod et træ nede på Tingvadvej. Bilen er temmelig skadet, men der er ingen personer i køretøjet, fortalte Henrik Sønderskov natten til søndag.

Politiet gik derfor i gang med at afsøge nærområdet.

- Vi undersøger området for at se, om han skulle være blevet slynget ud af bilen, fortalte vagtchefen.

- Vi ved ikke, om han er gået fra stedet i omtumlet tilstand, eller om han ligger et sted og har brug for hjælp, tilføjede han.

Tingvadvej mellem Slevadvej og Bæk Nørremark var midlertidigt spærret som følge af færdselsuheldet.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden