Politi lukker to hoppeborge ved gadefest i Rødding

En 9-årig pige kom lettere til skade, da en hoppeborg væltede til en gadefest i Rødding.

Syd- og Sønderjyllands Politi rykkede lørdag eftermiddag ud til en gadefest i Rødding.

Her lukkede politiet to hoppeborge, som var stillet op til festen. Det skete efter, at en hoppeborg væltede. Det oplyser politikredsen på Twitter.

En 9-årig pige kom lettere til skade, da hoppeborgen væltede. Resten af børnene slap med forskrækkelsen, oplyste vagtchefen til Ritzau tidligere lørdag aften.

Politiet har haft en bilinspektør med til at undersøge de tekniske omstændigheder om uheldet.

Efter at hoppeborgen væltede, valgte politiet at undersøge de tre hoppeborge ved festen.

Det førte til, at man lukkede to af dem. De levede ifølge politiet ikke op til vilkårene for at have tilladelse til at stille en hoppeborg op.

Over for Jydske-Vestkysten uddyber vagtchefen, at politiet formoder, at hoppeborgen er væltet, fordi der har været for mange på den.

Han oplyser også til avisen, at der ikke er taget stilling til, hvorvidt der vil blive rejst nogle sigtelser endnu.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.