Politi: Mange betjente på gaden til Pride skabte tryghed

Pride i København er gået "fantastisk flot", oplyser politiet, der havde øget fokus på at skabe tryghed.

Politiet melder om "en rigtig fin fest" ved dette års Pride-parade i København. <i>Keld Navntoft/Ritzau Scanpix</i>

Politiet melder om "en rigtig fin fest" ved dette års Pride-parade i København. Keld Navntoft/Ritzau Scanpix

Overordnet set er Pride i København gået "fantastisk flot".

Sådan lyder det fra vicepolitiinspektør ved Københavns Politi Jesper Bangsgaard.

- Det har været en rigtig fin fest, og rent politimæssigt har det været meget begrænset, hvad der har været af opgaver, siger han natten til søndag.

Faktisk er det viceinspektørens vurdering, at der har været færre opgaver at tage sig af sammenlignet med andre aftener med mange mennesker i byen.

Forud for Copenhagen Pride var der øget fokus på at skabe tryghed. Det skyldes et dødeligt skyderi tidligere på sommeren i forbindelse med Oslo Pride i den norske hovedstad.

To mennesker blev dræbt, mens 21 andre blev såret. Angrebet førte til, at arrangørerne efter vejledning fra norsk politi aflyste Oslo Pride.

Derfor var der ekstra mange betjente i Københavns gader lørdag.

- Vi tror jo på, at vores meget store synlighed har været med til at bidrage til trygheden.

- Vi har haft rigtig mange betjente - både inden for området og uden for området - for at skabe en fornemmelse af, at vi er til stede, og at vi er synlige, siger Jesper Bangsgaard.

Der har dog været udfordringer i forbindelse med trafikken, fordi paraden passerede H.C. Andersens Boulevard. Det skabte til eftermiddag kø.

Jesper Bangsgaard forklarer, at politiets opgaver derudover primært har været at vise politibiler frem til interesserede børn og tage selfies med folk, der gerne ville have et billede med en betjent.

For at vise solidaritet efter skyderiet i Oslo havde arrangørerne bag Copenhagen Pride valgt at lade Oslo Pride lede an for det farverige optog.

Efter nordmændene fulgte en paradegruppe af herboende ukrainere til tonerne af Eurovision-vinderen Kalush Orchestras "Stefania". Grundet den russiske invasion i begyndelsen af året blev også paraden i Ukraine aflyst.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.