Politiet efter fund af død kvinde: Intet tyder på forbrydelse
Nordjyllands Politi har onsdag efterforsket intensivt efter fundet af død kvinde
Opdateret 07. april 2022 kl. 20:48
AALBORG: Intet tyder på, at der ligger en forbrydelse bag fundet af en død kvinde på Reno-Nords områder onsdag formiddag.
Det fastslår lederen af efterforskningen, politikommissær Carsten Straszek, onsdag aften.
- Vi er netop blevet færdige med vores undersøgelser ude på findestedet, og der har blandt andet været kriminalteknikere og retsmedicinere til stede, som har undersøgt lokaliteten grundigt. Og der er ikke noget, som tyder på, at der ligger noget kriminelt bag dette tragiske dødsfald, siger Carsten Straszek.
Kl. 9.41 onsdag formiddag modtog Nordjyllands Politi en anmeldelse om, at kvinden var fundet død på Reno-Nords område på Troensevej 2 i Aalborg Øst.
Efterforskningen koncentrerede sig derefter om området ved Reno-Nord samt en adresse i Nørresundby, hvor der også ligger en renovationsvirksomhed, men det arbejde er nu afsluttet.
De pårørende er blevet underrettet om dødsfaldet, og der er tale om en kvinde i 60'erne med tilknytning til Nordjylland.
- Vi afventer dog svar fra retsmedicinerne, før den endelige dødsårsag kan fastslås. Men der er som sagt ikke noget, der tyder på en kriminel handling bag kvindens tragiske død, siger Carsten Straszek.
At politiet foruden Reno-Nord også efterforskede på adressen i Nørresundby, skyldes ifølge Carsten Straszek, at der var blevet flyttet en container fra Reno-Nord til adressen i Nørresundby - at politiet ikke ville risikere, at noget blev brændt, før årsagen til dødsfaldet var kendt.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.