Politi og Skat slår til mod jyske bordeller

I en større aktion er 12 adresser blevet ransaget. Tre mænd er blevet sigtet for rufferi.

Siden årsskiftet har Midt- og Vestjyllands Politi efterforsket en større sag om rufferi, hvor en gruppe personer er mistænkt for at udleje lokaler til bordeller.

Onsdag var efterforskningen kommet så langt, at man var klar til at slå til. I samarbejde med Skat ransagede politiet 12 forskellige adresser flere steder i Jylland.

Det oplyser Midt- og Vestjyllands Politi i en pressemeddelelse.

I forbindelse med aktionen blev tre mænd på 43, 57 og 63 år fra henholdsvis Skanderborg, Bording og Struer anholdt. De sigtes alle tre for rufferi - altså for at tjene penge på andres prostitution.

- Vi er meget tilfredse med det foreløbige resultat, som på baggrund af et stort stykke arbejde fra efterforskerne nu har ført til sigtelse af de tre personer, som vi formoder står bag, udtaler fungerende politikommissær Theis T. Thylstrup i pressemeddelelsen.

Til Ritzau fortæller han, at ni af de ransagede adresser var bordeller. På otte af dem traf politiet en til to kvinder.

- De har ikke været fast tilknyttet et sted, men er rykket rundt til de forskellige adresser, siger Theis T. Thylstrup.

Foruden de tre mænd blev to kvinder anholdt i Vejle. De er sigtet for ulovligt arbejde.

En thailandsk kvinde blev anholdt i Bording. Hun sigtes for at have opholdt sig og arbejdet i Danmark uden tilladelse.

Politiets fortsatte efterforskning skal nu fastslå omfanget af rufferiet.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Breaking
Helmuth-ejer i mareridt: Snydt for en million
Luk