Fredeligt karneval skæmmet af to alvorlige sager: Politi efterforsker anmeldelser om overgreb

Der er stadig meget få anmeldelser og anholdte under karnevallet - men to sager om seksuelle overgreb ødelægger det samlede billede

Foto: Lars Pauli

Opdateret kl. 19:28

AALBORG: Nordjyllands Politi efterforsker en sag om voldtægt og en sag om blufærdighedskrænkelse under dette års karneval.

Den ene anmeldelse drejer sig om en voldtægt, der skulle være sket i området omkring Hotel Hvide Hus, mens den anden anmeldelse drejer sig om en blufærdighedskrænkelse, der skulle være sket i en opgang på Vesterbro.

Og det er to alvorlige sager, som ødelægger billedet af et ellers meget fredeligt karneval.

- Det har generelt set været et fredeligt karneval med god stemning og glade mennesker, men de to sager om seksuelle krænkelser ødelægger billedet, siger vicepolitiinspektør Anders Uhrskov.

Stadig få anholdte

For udover de to alvorlige sager, så har karnevalet været yderst stille og roligt sammenlignet med tidligere år.

Status klokken 18.30 var, at fire er blev anholdt i løbet af dagen. To personer er anholdt for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen, mens to personer blev anholdt efter at have overfaldt politiet i Kildeparken. 

Her opstod der håndgemæng mellem en politimand og en af de anholdte, som overfaldt en politimand, der var i færd med at visitere en kammerat til den anholdte.

I alt har politiet haft ti sager om uorden og kun en enkelt voldssag, oplyser Anders Uhrskov.

- Der har været meget, meget få anmeldelser, siger han.

De fleste episoder begyndte først at ske i løbet af eftermiddagen, hvor nogle gæster havde indtaget væsentligt mere alkohol end vand.

- Vi begynder at kunne mærke, at folk er blevet fulde og lunten måske er kortere, siger Anders Uhrskov, der også forventer, at der vil komme flere anmeldelser i løbet af aftenen.

Flere taget med narko

Mens antallet af voldssager og uorden er meget få, så er der en noget større portion af karnevalsgæster, der er blevet taget med narko på sig.

Omkring 40 deltagere er blevet sigtet for narkobesiddelse, og det tal kommer helt sikkert til at stige i løbet af aftenen, fortæller Anders Uhrskov.

- Men indtil nu har der kun været tale om meget små mængder, siger han.

- Der er rigtig mange med i år

Politiet havde på forhånd spået, at der kunne komme ekstra mange deltagere i år, fordi karnevalet har ligget stille i to år under coronasituationen.

Og det holdt umiddelbart stik. Politiet meldte allerede tidligt ud, at det ville tage lang tid at få optoget igennem byen.

De sidste rester af optoget nåede frem til Kildeparken omkring klokken 17.30.

Nordjyllands Politi er massivt til stede under karnevallet og opfordrer til, at deltagere og tilskuere følger politiets anvisninger. Der vil være dialogbetjente i gule veste, og betjente i deres sædvanlige politiuniform, på motorcykler og på almindelige cykler.

Derudover bliver hele optoget overvåget både fra luften og fra midlertidige kameraer på ruterne.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden