Politi rykkede ud til anmeldelse om skud ved skole i Taastrup
Intet tyder dog på, at der er hold i anmeldelsen. Politiet har ikke fundet spor efter skud i området.
Opdateret kl. 13:22
Københavns Vestegns Politi modtog fredag formiddag en anmeldelse om, at der var afgivet skud i nærheden af Torstorp Skole i Taastrup. Men efter alt at dømme var der tale om falsk alarm.
Anmeldelsen løb ind klokken 11.24, og politiet rykkede talstærkt ud til stedet. Her var dog hverken nogen bevæbnet gerningsmand eller noget spor efter skud at se.
- Vi har været derude med hundepatruljer, og der er ikke fundet noget, som tyder på, at der er blevet skud, fortæller vagtchef Mads Dam fra Københavns Vestegns Politi.
Skolen valgte i forbindelse med episoden at orientere elevernes forældre via den digitale portal Aula.
I meddelelsen skrev skolen blandt andet, at alle elever opholdt sig i deres klasser, og at skolens yderdøre var blevet låst.
Skolen gav desuden forældrene instruktion om ikke at komme til skolens område.
Hos Københavns Vestegns Politi understreger Mads Dam, at der ikke er nogen fare på færde.
Ifølge vagtchefen tager politiet den type anmeldelser meget alvorligt. Navnlig efter sommerens ulykkelige begivenheder i shoppingcentret Fields.
Her affyrede en psykisk syg mand flere skud mod de tilstedeværende i centret. Han ramte ti personer. Tre af dem afgik ved døden.
/ritzau/
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.