Krimi

Politi søger vidner efter skyderi i Glostrup - mand er indlagt

Politiet søger vidner efter en mand i 30'erne tirsdag blev ramt af skud i Glostrup. Han er blevet indlagt.

Politiet var talstærkt til stede ved Grankoglen i Glostrup tirsdag, hvor en mand blev ramt af skud. (Arkivfoto).
Politiet var talstærkt til stede ved Grankoglen i Glostrup tirsdag, hvor en mand blev ramt af skud. (Arkivfoto). Steven Knap/Ritzau Scanpix

Politiet søger vidner og oplysninger efter en skudepisode i Glostrup tirsdag.

Det oplyser Københavns Vestegns Politi i en pressemeddelelse.

Politiet rykkede tirsdag aften klokken 21.36 talstærkt ud efter en anmeldelse om skyderi på en parkeringsplads ved Grankoglen i Glostrup, som er et boligkvarter i den nordøstlige del af byen.

En mand i 30'erne blev ramt ved skudepisoden og hastet på hospitalet. Politiet kan for nuværende ikke sige noget yderligere om hans tilstand.

- Har du set eller hørt noget mistænkeligt i området ved Grankoglen i aftes omkring klokken 21.30, så kontakt os på telefon 114.

- Det kan for eksempel være personer eller køretøjer, du ikke kender, eller noget, der afviger fra normalbilledet, siger vicepolitiinspektør Charlotte Skovby i pressemeddelelsen.

Hun oplyser, at episoden efterforskes som et drabsforsøg, men at det endnu er for tidligt at udtale sig om motiv, hændelsesforløb eller relationer mellem de involverede.

Politiet fortsætter efterforskningen og foretager onsdag en række undersøgelser i området omkring Grankoglen.

Lokalbetjente vil også være til stede i området med en mobil politistation det meste af dagen onsdag.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden