Krimi

16-årig stukket med kniv på 10. klasses-center i Skanderborg

Sydøstjyllands Politi oplyser, at man er til stede på UCS10 i Skanderborg. Her undersøger man et knivstikkeri.

Politiet er mandag til stede på UCS10 i Skanderborg i forbindelse med et knivstikkeri. (Arkivfoto).
Politiet er mandag til stede på UCS10 i Skanderborg i forbindelse med et knivstikkeri. (Arkivfoto). Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Opdateret kl. 11:07

Sydøstjyllands Politi rykkede mandag morgen ud til et knivstikkeri på 10. klasses-centeret UCS10 i Skanderborg.

Det oplyser politikredsen på X.

En 16-årig dreng er blevet ramt. Han meldes i stabil tilstand.

Drengens pårørende er blevet underrettet.

Politiet oplyser i en pressemeddelelse kort før klokken 11 mandag formiddag, at man har anholdt en anden 16-årig dreng i sagen.

- Politiets indledende efterforskning tyder på, at de to personer kendte hinanden på forhånd. Af hensyn til efterforskningen kan jeg ikke komme ind på baggrunden for knivstikkeriet på nuværende tidspunkt, siger vicepolitiinspektør Allan Nielsen fra Sydøstjyllands Politi i pressemeddelelsen.

Af pressemeddelelsen fremgår det, at knivstikkeriet skete omkring 08.50 mandag morgen, og at offeret blev stukket i ryggen.

Politiet er fortsat på stedet mandag formiddag, lyder det. På et senere tidspunkt vil der også være en mobil politistation, så elever, lærere og andre borgere har mulighed for at komme i dialog med politiet.

Sydøstjyllands Politi opfordrer desuden til, at man følger politiets anvisninger på stedet.

I første omgang havde politiet oplyst, at det var rykket ud til et mistænkeligt forhold på Skanderborg Gymnasium. Det blev efterfølgende rettet til UCS10 i Skanderborg.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden