Håndværkere fandt knivsåret kvinde i Svinninge

Omkring klokken 06.10 blev en kvinde fundet kvæstet i Svinninge. Kvinden har ikke livstruende skader.

Midt- og Vestsjællands Politi undersøgte mandag morgen ved Strandvejen i Svinninge, hvor en kvinde blev fundet kvæstet. (Arkivfoto). <i>Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix</i>

Midt- og Vestsjællands Politi undersøgte mandag morgen ved Strandvejen i Svinninge, hvor en kvinde blev fundet kvæstet. (Arkivfoto). Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

En kvinde blev tidligt mandag morgen fundet med kvæstelser i Svinninge i Nordvestsjælland.

Kvinden, der blev fundet omkring klokken 06.10, er bragt på skadestuen. Politiet afspærrede derfor Strandvejen i Svinninge for at undersøge området.

Der er tale om en kvinde i starten af 40'erne.

- Kvinden er bragt til skadestuen, og politihunde med videre afsøger findestedet for eventuelle spor, skriver Midt- og Vestsjællands Politi på Twitter.

Politiets kommunikationsmedarbejder Martin Bjerregaard oplyser, at kvinden ikke er i livsfare. Men hun har fået skader, som har krævet øjeblikkelig lægebehandling.

Derfor kunne politiet i første omgang ikke udføre en tilbundsgående afhøring af hende, oplyste han mandag klokken 10.30.

- Skaderne tyder på, at der er foregået en eller anden form for strafbar handling, sagde Martin Bjerregaard.

Mandag eftermiddag kan Martin Bjerregaard oplyse, at kvinden er blevet skadet med en kniv, og politiet betragter det som grov vold. Det er angiveligt en mand, som hun kender, som står bag. Ham leder politiet nu efter.

Kniven har politiet fundet.

Martin Bjerregaard fortalte mandag formiddag, at det var en gruppe håndværkere, som fandt kvinden på Strandvejen tidligt mandag.

- De slår selvfølgelig alarm, sagde han.

Politiet vil gerne høre fra vidner, som kan have set eller hørt noget ved Strandvejen i Svinninge tidligt mandag morgen.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.