Krimi

Politiet anholder to efter skud i Måløv

Endnu en mistænkt er på fri fod. Politiet opfordrer ham til at melde sig selv.

En person blev overfladisk såret i forbindelse med skud mod en bil onsdag på Måløv Hovedgade.
En person blev overfladisk såret i forbindelse med skud mod en bil onsdag på Måløv Hovedgade. Steven Knap/Ritzau Scanpix

To personer er fredag blevet anholdt i forbindelse med en skudepisode i Måløv onsdag, oplyser Københavns Vestegns Politi på Politi Update.

Det var onsdag eftermiddag, at der blev affyret skud mod en bil på Måløv Hovedgade. I bilen befandt sig en person, som blev ramt, men slap med overfladiske sår.

Efter skyderiet, der blev anmeldt onsdag klokken 16.46, foretog politiet afspærringer på stedet, mens efterforskere og teknikere arbejdede. Det betød, at trafikken blev forstyrret, og at busruter måtte lægges om.

Efterfølgende fandt politiet en bil i Smørum, som man vurderede, havde en forbindelse til sagen.

Og nu efter to dages efterforskning har politiet så foretaget anholdelser i sagen og leder fortsat efter en mistænkt.

- Han ved, at vi leder efter ham, og vi opfordrer ham til at melde sig, siger politikommissær Tue Lauenblad i en meddelelse på Politi Update.

De to anholdte skal lørdag fremstilles i grundlovsforhør ved Retten i Glostrup.

Københavns Vestegns Politi har endnu ikke oplyst, hvad de sigtes for, og politiet oplyser, at man på nuværende tidspunkt ikke ønsker at oplyse yderligere om sagen.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden