Krimi

Politiet beder igen om hjælp i sag om skud i midtjysk by

En 24-årig mand blev ramt af skud i Sunds. Politiet mener, at offeret og gerningspersonen kendte hinanden.

Midt- og Vestjyllands Politi efterlyser oplysninger, der kan lede det på sporet af den formodede gerningsmand bag skyderi i Sunds. (Arkivfoto).
Midt- og Vestjyllands Politi efterlyser oplysninger, der kan lede det på sporet af den formodede gerningsmand bag skyderi i Sunds. (Arkivfoto). Sebastian Elias Uth/Ritzau Scanpix

Opdateret kl. 15:43

Midt- og Vestjyllands Politi beder endnu en gang offentligheden om hjælp i efterforskningen af en skudepisode i Sunds 23. april.

Her blev en 24-årig mand ramt af skud. Han blev senere meldt uden for livsfare.

Politiet søger nu billeder og video fra overvågnings- eller vildtkameraer i området øst for Ilsskovvej, syd for Gl. Sundsvej og nord for Thorupvej i tidsrummet fra klokken 12.00 til 18.00, skriver det på tjenesten Politi Update.

Politikredsen har tidligere bedt folk, der har set en rød Volkswagen Up, kontakte politiet.

- Vi er interesseret i bilens færden hele dagen, men særligt omkring gerningstidspunktet, altså omkring klokken 12.00, skrev politiet dagen efter skudepisoden.

Oplysninger i sagen kan gives til politiet på telefon 114.

Politiet mener, at 26-årige Abdikarim Mahamed Ali Adde står bag skyderiet.

Han beskrives som cirka 180 centimeter høj, almindeligt bygget og mørk i huden. Den 26-årige har mørkt hår med dreadlocks.

Flere vidner har ifølge politiet set ham i området 23. april, men har man oplysninger om den efterlystes færden, må man ligeledes gerne kontakte politiet.

Det er politiets opfattelse, at offeret og den 26-årige mand kender hinanden.

Sent om aftenen på gerningsdagen anholdt politiet en 24-årig kvinde fra Herning-området.

Hun mistænkes for at have en relation til sagen og er sigtet for medvirken til drabsforsøg, oplyste politiet i en pressemeddelelse.

Kvinden nægtede sig skyldig, da hun 24. april blev fremstillet i grundlovsforhør og fængslet i foreløbigt fire uger.

Da grundlovsforhøret foregik for lukkede døre, er det ikke muligt at få indblik i politiets beviser eller kvindens eventuelle forklaring.

Kvinden er desuden beskyttet af navneforbud.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden