Krimi

Politiet efterforsker i Brørup i sag om dræbt polak i Københoved

En polsk mand blev fundet dræbt i slutningen af marts i Sønderjylland. Tre mænd er sigtet for drabet.

Syd- og Sønderjyllands Politi er onsdag til stede i Brørup i Sydjylland for at efterforske en sag om en polsk mand, der i marts blev fundet dræbt i landsbyen Københoved. (Arkivfoto).
Syd- og Sønderjyllands Politi er onsdag til stede i Brørup i Sydjylland for at efterforske en sag om en polsk mand, der i marts blev fundet dræbt i landsbyen Københoved. (Arkivfoto). Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Opdateret kl. 08:35

Politiet er onsdag til stede på flere lokationer i det nordlige Brørup i Sydjylland i forbindelse med efterforskningen af drabet på en 42-årig polsk mand.

Det skriver Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse onsdag.

Politiet søger både på land og vand med politihunde og vandsøgshunde, lyder det.

- Vi eftersøger på lokationer i det nordlige Brørup, da der i vores foreløbige efterforskning er indikationer på, at der på stederne kan være elementer af interesse for os i forbindelse med drabsefterforskningen, siger vicepolitiinspektør Brian Skovrup Christensen i meddelelsen.

Den 42-årige polske mand blev fundet død i Københoved i Vejen Kommune 23. marts.

Københoved og Brørup ligger omkring 12 kilometer fra hinanden.

Tre mænd på henholdsvis 27, 32 og 40 år sidder varetægtsfængslet i sagen. De er sigtet for drab og usømmelig omgang med lig.

Af hensyn til efterforskningen ønsker Syd- og Sønderjyllands Politi ikke at udtale sig mere om onsdagens aktion.

For en måned siden gennemførte politiet ransagninger på flere steder i forbindelse med det tre måneder gamle drab.

Ransagningerne fandt sted i Vejen, Rødding, Holsted, Andst og Gedved.

Om politiet fik noget ud af de ransagninger - og i så fald hvad - er ikke kommet frem.

Efter fundet af den døde polske mand vidste politiet i første omgang ikke, hvem han var. Det fik politiet til at offentliggøre et modelfoto af en lignende tatovering, som den dødfundne havde på højre skulderblad.

Senere fandt politiet ud af, at der var tale om en 42-årig polsk statsborger med bopæl i Vejen Kommune.

Få dage efter drabet blev en 32-årig mand anholdt i Ribe og sigtet for at have dræbt den polske mand.

Allerede der stod det klart, at politiet mente, at han ikke havde været alene om det. I sigtelsen lød det, at han skulle have udført drabet med en eller flere gerningspersoner.

I grundlovsforhøret nægtede han sig skyldig.

I starten af april blev de to andre sigtede anholdt. De har også begge nægtet sig skyldige.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden