Politiet efterforsker tre sager om overgreb på festival

En 21-årig mand er blevet varetægtsfængslet af dommer i Roskilde i sag om uønskede befamlinger.

Campingpladsen på Roskilde Festival er åbnet. I løbet af festivalens første dage har politiet fået tre anmeldelser om overgreb. <i>Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix</i>

Campingpladsen på Roskilde Festival er åbnet. I løbet af festivalens første dage har politiet fået tre anmeldelser om overgreb. Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

I en sag om krænkelser af en kvinde på Roskilde Festival har en dommer tirsdag varetægtsfængslet en 21-årig mand.

Kvinden har anmeldt manden for at have befamlet hende og foretaget andre handlinger, selv om hun tydeligt havde sagt fra, oplyser politiet.

Den anholdte, der er fra Rumænien og ikke har fast bopæl i Danmark, sigtes for både anden kønslig omgang end samleje og for blufærdighedskrænkelse. Manden skal være fængslet frem til 21. juli, oplyser politiet efter retsmødet.

Desuden efterforsker Midt- og Vestsjællands Politi to andre sager om overgreb.

Den ene handler om en episode lørdag nat. En 16-årig pige har fortalt politiet, at hun blev krænket i et telt af en mand, hun havde mødt til en fest i en camp - altså en af festivalens lejre.

Politiet har afhørt pigen og undersøger sagen. I den forbindelse forsøger man at identificere manden, lyder det i politiets særlige døgnrapport om Roskilde Festival tirsdag.

Her beskrives også den tredje sag, som drejer sig om en anmeldelse fra tirsdag morgen klokken 05.03. Her henvendte en 23-årig kvinde fra Norge sig til personalet på festivalen.

Hun fortalte, at hun havde været udsat for en sædelighedsforbrydelse af en mand, som hun havde mødt på festivalen. Sammen var de gået ind i hans telt, og her fandt krænkelsen sted. Også i denne sag arbejder politiet på at identificere manden.

For nylig kom det frem i Politiken, at voldtægtsanmeldelser fra festivalen sjældent fører til en egentlig straffesag og dom. Fra 2010 til 2019 var der 59 sager. Kun to førte til en dom.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.