Krimi

Politiet efterforsker voldtægtsforsøg mod kvindelig løber

Københavns Vestegns Politi efterlyser vidner efter voldtægtsforsøg mod kvindelig løber på sti i Høje-Taastrup.

Københavns Vestegns Politi efterlyser vidner i en sag om voldtægtsforsøg mod en kvindelig løber i Høje-Taastrup. (Arkivfoto).
Københavns Vestegns Politi efterlyser vidner i en sag om voldtægtsforsøg mod en kvindelig løber i Høje-Taastrup. (Arkivfoto). Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Opdateret kl. 14:34

Københavns Vestegns Politi efterforsker sag om voldtægtsforsøg mod kvindelig løber i Høje-Taastrup.

Det oplyser politiet i en pressemeddelelse.

Voldtægtsforsøget fandt sted mandag 13. oktober på en sti ved Egekrattet, nær Hveen Boulevard og Sydvej i Høje-Taastrup.

Politiet har siden blandt andet foretaget DNA-undersøgelser, afhørt vidner og gennemgået overvågningsvideoer.

- Vi har efterforsket sagen i en uge, men vurderer nu, at vi også har brug for offentlighedens hjælp, siger Kåre Laustsen, politikommissær i Københavns Vestegns Politi.

Politiet efterlyser derfor nu vidner.

Ifølge politiet var en yngre kvinde ude at løbe ad stien i sydlig retning mellem klokken 19.00 og 20.00, da hun blev overfaldet bagfra af en mand.

Han greb ifølge politiets beskrivelse fat i hende, holdt hende fast og tvang hende ned på cykelstien, hvor han stak en hånd ned i hendes bukser.

Kvinden gjorde modstand, og manden standsede pludseligt og forsvandt derefter fra stedet i nordlig retning.

Ifølge politiet kan han muligvis have stoppet på grund af modstanden fra kvinden, eller fordi andre personer befandt sig i nærheden.

Kvinden turde ikke se efter ham, men han beskrives som en mand, muligvis af kraftig bygning.

- Overfaldet fandt sted tidligt på aftenen, og der har formentlig været flere personer i området, udtaler Kåre Laustsen i pressemeddelelsen og tilføjer:

- Vi håber derfor, at nogen har set overfaldet, gerningsmanden eller noget mistænkeligt, som kan hjælpe os videre i efterforskningen.

Vidner kan kontakte Københavns Vestegns Politi hele døgnet på 43 86 14 48.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden